Svendborg Kommune risikerer retssag for ulovlig aktivering

Svendborg Kommune risikerer at blive slæbt i retten i forbindelse med ulovlig aktivering af kontanthjælpsmodtagere. Sammen med syv andre kommuner aktiverede Svendborg Kommune kontanthjælpsmodtagere hos Bodum-koncernen og dermed mistede et privatejet firma kontrakter og gik konkurs. Nu vil ejeren af firmaet kræve erstatning fra kommunerne.

-

Svendborg Kommune risikerer at blive slæbt i retten i forbindelse med ulovlig aktivering af kontanthjælpsmodtagere.

Det er et svar fra justitsminister Lene Espersen (K) der åbner mulighed for, at en privatmand, efter flere års kamp med kommunerne,nu kan søge om fri proces. Dermed kan han gå rettens vej for at få den erstatning på en halv million. kr. fra hver af de otte kommuner, som han tidligere har gjort krav på.

Baggrunden er, at Bodums tidligere private forretningspartner, det lille private TJ-Service ledet af Robert Jensen i år 2000 mistede sine ordrer i takt med, at Bodum fandt andre underleverandører i form af de otte kommuner, hvis kontanthjælpsmodtagere blev aktiveret med at samle og pakke bl.a. Bodum stempelkander. Dermed gik TJ-Service konkurs, da selskabet med et slag mistede en årlig omsætning på omkring en million kr.

Siden førte klager fra SiD til, at arbejdsmarkedsrådene på Fyn, i Sønderjylland og Ribe Amt erklærede, at Bodum-aktiveringen i Svendborg, Ølgod, Bov, Grindsted og Billund var ulovlig og konkurrenceforvridende.

Bodum trak sig ud af projekterne på grund af omtalen. Men Robert Jensen har aldrig fået nogen erstatning. Med muligheden for fri proces er han nu indstillet på at gå rettens vej for at få nogle af de penge, som de kommunale projekter kostede ham.

 

Oversigt

    Oversigt