Svinetransportør slap for fængsel

Landsretten afviste fængselsstraf og reducerede bøde til omstridt svinetransportør fra Fyn. Nu håber han på nedsat straf i lignende sag.

Den meget omtalte svinetransportør fra Fyn, Peter Ottesen, har fået nedsat sin straf for ulovlig transport af dyr betydeligt i landsretten. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Ottesen blev i byretten idømt en bøde på 250.000 kroner og 20 dages betinget fængsel for 32 tilfælde af uforsvarlig behandling af dyr. Men landsretten mente, at der kun i et enkelt tilfælde var bevis for, at Ottesen havde transporteret grise til Tyskland under uforsvarlige forhold. Derfor blev straffen nedsat til en bøde på 90.000 kroner.

Landsretten mente heller ikke, at Ottesen skulle af med sin autorisation.

Ottesen, der i dag har afhændet sin forretning, har endnu en ankesag, der venter på afgørelse i landsretten. Hans advokat mener, at den nedsatte straf i landsretten i Odense giver gode muligheder for også at få nedsat straffen i den kommende ankesag.

Oversigt

    Oversigt