Syddanmark tilfreds med milliarder

Lukning af akutfunktion i Svendborg kan tidligst ske i 2018, men regionsrådet vil fortsat kæmpe for at bevare akutfunktionen også med et supersygehus i Odense.

Regionsrådsformand i Syddanmark, Carl Holst (V), er glad for regeringens beslutning, der giver milliarder til et nyt supersygehus i Odense og udvidelse af sygehuset i Kolding. Men der er stadig kampe at tage for regionsrådsformanden, for regeringen vil ikke bevare akutfunktionen på sygehuset i Svendborg.

Regeringens eksperter har tidligere anbefalet, at Region Syddanmark skulle lukke akutfunktionen i Svendborg for at få penge til det nye supersygehus i Odense. I det endelige udspil er det krav blevet afløst af et krav om først at lukke akutfunktionen i 2018, når det nye sygehus står klar.

- Vi har fået afværget, at vi skulle lukke nu. Så har vi i hvert fald Svendborg frem til 2018, mens vi bygger. Det ændrer ikke på, at regionsrådet stadig ønsker at bevare Svendborgs akutfunktion også efter 2018, og vi vil blive ved med at presse på for, at det sker, siger Carl Holst til Ritzau.

Oversigt

    Oversigt