Syddanske Kommuner kræver penge

De syddanske kommuner har fået ekstra udgifter til sundhedsplejersker på grund af Region Syddanmarks fødeplan. Derfor vil kommunerne have penge af regionen. [size=2][/size]

Kun få timer efter at en kvinde har født på et sygehus i Region Syddanmark, skal hun hjem igen.

Det ligger i den fødeplan, som blev vedtaget for halvandet år siden.

Men det betyder også, at mødrene har brug for mange flere besøg af den kommunale sundhedsplejerske i de første 14 dage, oplyser P4 Trekanten, DR i Vejle.

I Kolding var der fra september til december sidste år en stigning i henvendelser om helt spæde børn fra 15 til 44 - det svarer til næsten en tredobling i antallet.

- Det siger jo lige præcis det, som vi havde frygtet, da det her kom i gang, siger formanden for Koldings forebyggelses- og sundhedsudvalg, Mette Balsby.

Kolding ikke alene

Tal fra alle kommuner i Region Syddanmark viser, at mødrene i Kolding ikke er ene om at være usikre.

I Vejle siger lederen af Sundhedsplejen, Ulla Dupont:

- Mødrene når måske ikke at opdage, hvilke signaler de skal være opmærksomme på i forhold til, om deres barn er i ordentlig trivsel, siger hun.

Så nu vil Mette Balsby have penge af Region Syddanmark:

- Jeg synes, de her tal er så tydelige, så jeg synes at regionen skal gå ind og sige, at de gerne vil være med til at finansiere det her område, så vi fremover kan levere samme service som tidligere, siger Mette Balsby.

Og det vil blive et af hovedkravene, når kommunernes mødes med Region Syddanmark til efteråret.

Oversigt

    Oversigt