Sydfyn fik nej til færgerute mellem Bagenkop og Kiel

Fyns Amt, de sydfynske, langelandske og ærøske kommuner må ikke selv skyde penge i en ny færgerute mellem Bagenkop og Kiel. Det var den triste besked fra trafikminister Flemming Hansen og erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen, da parterne i dag mødtes.

-

EU-kommissionens regler tillader simpelthen ikke, at kommuner er med til at drive færgeruter over landegrænser.

Dermed ser det ikke ud til, at de sydfynske kommuner kan bruge den mulighed for at rette op på de svigtende turisttal, som området har været ramt af siden de private selskaber trak sig fra færgeruten mellem Langeland og Kiel.

\"Fra offentligt side må vi sige, at løbet nu er kørt. Nu må vi istedet se på, hvilke andre muligheder vi har for at støtte området\", sagde den fynske amtsborgmester Jan Boye (K) umiddelbart efter mødet.

De sydfynske kommuner har arbejdet med planerne siden efteråret 2001. Men på Christiansborg er hver en sten blevet vendt og drejet for at prøve at hjælpe med en løsning. Men det har altså vist sig forgæves.

\"Det er ærgerligt for Langeland, men der er ikke noget at gøre ved det\", konstaterede erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen (K).

Sydlangelands borgmester Knud Gether håber stadig på at man kan appellere til private firmaer, og få dem til at indse, at der faktisk godt kan tjenes penge på en færgerute.

Oversigt

    Oversigt