Sydfynske færgefolk : - Vi skal nok klare en coronasommer

Dansk Erhverv foreslår gratis færgebilletter til at sætte forbruget igang. Det er dog ikke færgerne, der har hårdest brug for hjælpen.

Gratis færgefart i sommermånederne til de små sydfynske øer skal være med til at sætte gang i forbruget, når coronaudbruddet er ovre. Sådan lyder et af flere forslag fra Dansk Erhverv.

Men det er slet ikke sikkert, at det bliver nødvendigt i det sydfynske øhav.

- Det afhænger fuldstændigt af, hvilken sommer vi går i møde. Er der kommet gang i turistbranchen, er det muligt at forsamles på spisesteder eller her på færgen, eller bliver det en coronasommer, spørger Kim Mathiesen, der er chefskipper på færgen Faaborg III.

Forslaget fra Dansk Erhverv er, at ø-færgerne skal gøres gratis fra den 1. juni til den 31. august, både i 2020 og 2021. Derudover skal også Storebæltsbroen være gratis at krydse, så man øger turismen i hele landet.

Men hvis sommeren bliver nogenlunde som den plejer, og grænserne ovenikøbet forbliver lukkede, kommer den sydfynske færgedrift dog ikke til at være hårdest ramt, forklarer havnechef på Assens Havn.

- Danskerne bliver jo tvunget til at tage på ferie i Danmark, så med et forretningsmæssigt synspunkt kan man jo spørge, hvorfor man skal gøre noget gratis, der vil blive brugt alligevel, spørger havnechefen, der også er redder på Bågø-færgen.

Chancen for coronasommer

Selvom landet er ved at lukke op, er de to færgefolk også klar over, at det kan gå begge veje. Men selvom man forestiller sig det værste, er det stadig ikke sikkert, at det er færgerne, der har størst behov for hjælp.

- Så længe smitten er under udbredelse og vi stadig skal holde afstand, så kan vi jo ikke fylde 147 mennesker på den her færge, og så sige, at der skal være to meter mellem jer. Det kan ikke lade sig gøre, siger chefskipperen.

Chefskipperen er dog ikke sikker på, om det er coronasmitte, der kommer til at have størst betydning for danskerne, hvis de vil på sommerferie.

- I øjeblikket sejler vi med et maksimalt passagertal som er en tredjedel af det normale passagertal, og hvis corona stadig er en betydende faktor, så kan det godt være, at man kan gøre det gratis, men det, der styrer turisttilgangen til øerne og færgerne, det er vejret, siger han og fortsætter:

- Hvis ikke der kommer nogen som helst, vil det selvfølgeligt gå hårdt ud over øerne. Hvis det er det, der er scenariet, og man kan afhjælpe det, ved at gøre det gratis, jamen så er det en god ting.

Saltvandsindsprøjtning til økonomien

Selvom havnechefen og chefskipperen er skeptiske, er der begejstring at hente hos formanden for folketingets erhvervsudvalg, Lars Chr. Lilleholt (V). Han synes, at det er godt, at der kommer forslag til, hvordan man kan sætte gang i økonomien.

- Det var dyrt at lukke Danmark ned, og det bliver dyrt at lukke Danmark op igen, og for at den regning ikke bliver alt for stor, så er der simpelthen brug for at Danmark får en saltvandsindsprøjtning på den anden side af corona.

Havnechefen i Assens, Ole Knudsen, er heller ikke i tvivl, om, at der skal hjælpes. Han er bare ikke sikker på, at færgerne er dem, der har mest brug for hjælpen.

- Der nok er nogle mindre virksomheder der har mere brug for det end lige færgerne i sommerperioden, hvor vi normalt har rigeligt travlt, siger han.

Forslaget har til formål at øge både mobiliteten og turismen på tværs af Danmark for på den måde at være med til at sætte skub i den danske økonomi.

 

Oversigt

    Oversigt