-
Naboerne til sygehusbyggeriet i Svendborg kan ikke få erstatning for skader på deres huse. Bygherren, Fyns Amt, har ikke overholdt betingelserne, og så dækker forsikringen ikke. Amtet afviser blankt beskyldningen.
Sagsakter, som DR-Fyn har fået fat i, viser at tre afgørende undersøgelser ikke var foretaget, da store spunsvægge blev hamret ned i jorden ved sygehusbyggeriet. Naboerne mener, at det arbejde skabte revner både i lofter og fundamenter på deres huse.
Ifølge forsikringspolicen var undergrunden ikke undersøgt ordentligt. Vibrationerne fra byggeriet skulle måles hos naboerne - men det skete ikke. Derfor var der ingen erstatning til de berørte husejere fra forsikringselskabet kommuneforsikring.
Derfor appellerer beboerne direkte til politikerne.
- Ellers må vi jo overveje, om vi skal gå andre veje, siger formanden for sygehusnaboerne, Peter Vig Vandsø til DR Fyn.
Amt afviser
- Sludder og vrøvl, siger formanden for Fyns Amts Sygehusudvalg, Poul Erik Svendsen til TV 2/FYN. - Skaderne på naboernes huse skyldes ikke sygehusbyggeriet. Derfor er vi ikke ansvarlige, og derfor får de heller ikke erstatning, siger han.