Taber millionbeløb: Hjælpeorganisationer bløder under nedlukning

Nedlukningen af flere hundrede genbrugsbutikker har betydet milliontab for sociale organisationer. Vi mangler penge til det daglige rugbrødsarbejde, lyder det fra Frelsens Hær.

Mens det meste af Danmark er lukket ned, er varmestuer og væresteder ofte det eneste sted, hvor socialt udsatte og ensomme kan få et måltid mad og møde andre mennesker.

Men manglende indtægter på grund af lukningen af genbrugsbutikker rammer de sociale organisationer hårdt. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Frelsens Hær, Blå Kors, Røde Kors og Kirkens Korshær har mistet mindst 40 millioner kroner siden jul, fordi deres genbrugsbutikker har været lukket siden slutningen af december.

- Genbrugsbutikkerne finansierer det daglige rugbrødsarbejde. Alt det, der er svært at skabe opmærksomhed omkring. Det gælder for eksempel en hjemløs, der skal have aftensmad en helt almindelig onsdag aften, siger Lars Lydholm, der er informationschef i Frelsen Hær.

Han vurderer, at Frelsens Hær lige nu mangler 1,5 millioner kroner i indtægter hver måned.

Flere har brug for hjælp under corona

Røde Kors driver 240 genbrugsbutikker, hvoraf mere end 20 er placeret på Fyn, og har mistet den omsætning på i alt 35 millioner kroner, som organisationen plejer at have i januar og februar. Det betyder et tab i nettoindtægter på mindst 12 millioner kroner.

- Vi mangler pengene, fordi vores aktiviteter stiger og stiger på grund af corona. Vi følger ældre til vaccination og udvider hjælpen til ensomme og familier. Vi er heldige, at vi ikke har måttet lukke aktiviteter ned, fordi vi er en del af en stor organisation, og hovedbestyrelsen har bevilget ekstra midler, fortæller leder af genbrugsbutikkerne i Røde Kors Tina Donnerborg.

Blå Kors, der driver 12 væresteder og familiearbejde over hele landet, har godt 10 millioner kroner i nettotab efter to måneders lukning af genbrugsbutikkerne.

- Vi mærker det helt tydeligt på bundlinjen. De to måneder, butikkerne har været lukket, udgør en sjettedel af året, og efterspørgslen på at bruge vores væresteder er nærmest større end før corona, siger generalsekretær i Blå Kors Christian Bjerre.

Generalsekretær Kenneth Kamp Butzbach fra indsamlingsorganisationernes brancheorganisation Isobro har ikke noget samlet tal for, hvor mange penge nedlukningen koster de humanitære organisationer.

- Det rammer de frie midler, som ikke er bundet til et særligt projekt. Man glemmer, at det er driften, som er fundamentet for organisationerne. Det er udgifter til husleje, varme og personale, der bliver ramt, siger Kenneth Kamp Butzbach.

Ender som skrald fremfor genbrug

Coronakisen har ikke kun ramt genbrugsbutikkerne på deres indtægt. Den har også betydet, at nogle af de ting, der plejer at blive doneret til genbrug og dermed kan sælges videre, ender med at blive smidt ud.

Brugte møbler, nips, legetøj og beklædning udgør nemlig det økonomiske grundlag for hjælpeorganisationerne, der blandt andet går til at drive varmestuer.

Alene i Svendborg modtager Kirkens Korshærs varmestue normalt 100.000 kroner om måneden fra organisationens genbrugsbutikker

Forhandlinger om hjælpepakker i gang

Som følge af coronakrisen fik de sociale organisationer i 2020 en hjælpepakke på godt 50 millioner kroner, der var øremærket til udvikling af nye projekter.

- Men hvem skal lave de gode, udviklende projekter, hvis ikke der er penge til at betale varmeregningen? spørger Kenneth Kamp Butzbach.

Regeringen forhandler i øjeblikket med Folketingets partier om en ny hjælpepakke, og Kenneth Kamp Butzbach håber, at politikerne vil give mulighed for støtte til organisationernes drift.

Oversigt

    Oversigt