Tale kan blive guld værd i Odense

Kommuner kan spare millioner ved at lade de ansatte indtale oplysninger om borgerne. Samtidig kan musearme forebygges og stavefejl undgås.

Ansatte i kommunerne skånes for ømme nakker og musearme, når de ikke længere skal sidde bøjet over computeren og indskrive oplysninger om borgerne.

Kommuner over hele landet er på vej til at indføre ny teknologi, såkaldt talegenkendelse, hvor medarbejderne indtaler til en mikrofon, hvorefter computeren automatisk laver talen om til tekst. Den overføres herefter til en database.

I Odense Kommune skal foreløbig 1425 sagsbehandlere spredt over fem forvaltninger fra marts forlade tastaturet og i stedet lære at indtale.

Det vil de næste tre år give kommunen en besparelse på cirka 78,2 millioner kroner - primært fordi arbejdet effektiviseres, og der dermed bliver brug for færre sagsbehandlere.

- Besparelsen består især i, at man med den nye software kan indtale en journal betydeligt hurtigere, end den kan skrives, siger digitaliseringschef i Odense Kommune Allan Schiellerup Bager.

Odense har hentet inspiration i Fredericia og Aabenraa Kommuner, der som de første har indført systemet.

I Fredericia har man foreløbig opnået en besparelse på 1,5 millioner kroner, samtidig med at man ifølge projektleder Merete Juhler oplever, at medarbejderne er positive.

- Især ansatte, som lider af smerter i skuldre og arme, er glade for, at de ikke længere skal bruge tastaturet. Det kan betyde, at de kan blive længere i jobbet og ikke tvinges til at gå tidligt på pension, siger Merete Juhler.

I Aabenraa Kommune peger projektkoordinator Karin Sørensen på, at den største fordel er hurtigheden. De notater, der før tog en halv time at skrive, tager nu fra fem til syv minutter at indtale.

I alt 10 kommuner har indført eller er på vej med den nye teknologi.

Oversigt

    Oversigt