Tamiler samler ind i Svendborg

30 unge tamiler i Svendborg har startet deres egen indsamling for at skaffe penge til den by de kommer fra på Sri Lanka. De fleste af de unge har mistet adskillige familiemedlemmer efter flodbølgen.

-


30 tamiler i Svendborg samler ind til deres hjemby

30 unge tamiler i Svendborg har startet deres egen indsamling for at skaffe penge til den by de kommer fra på Sri Lanka. De fleste af de unge har mistet adskillige familiemedlemmer efter flodbølgen.

Siden onsdag morgen har Kavitha Sivabala-Sundaram og hendes venner samlet penge ind i gågaderne i Svendborg.

- Som tamilier føler vi os magtesløse. Jeg kommer fra et af de steder der er hårdest ramt. Det gør ondt, og vi føler, at vi må gøre noget, siger
Suki Thiruchelvam fra Svendborg.

Kavitha Sivabala-Sundaram og hendes familie har foreløbig kendskab til 25 døde slægtninge, og mange er fortsat savnet.

- Vores familie er hårdt ramt. Hele min fars familie er blevet dræbt, fortæller Kavitha Sivabala-Sundaram,

Familien forsøger at holde sig orienteret via en tamilsk tv-kanal. De kommer fra byen Mulathivu på den nordøstlige kyst af Sri Lanka. Den by eksisterer ikke mere. Den er skyllet i havet.

- Vi frygter at mange flere kan være døde, og vi kan ikke tænke på andet. Derfor er vi nød til at gøre noget - blandt andet ved at samle ind, siger Kavitha Sivabala-Sundaram.

Antallet af omkomne i Sri Lanka er nu oppe på 22.000. De første lastbiler med nødhjælp er på vej. Men kun til den sydlige del af øen.

Kavitha og hendes tamilske venner forsøger at skaffe nødhjælp til dem nordpå også. Til deres egne familier.

Oversigt

    Oversigt