Tandlæger oplever stigende mundproblemer hos unge snusbrugere

Antallet af unge med mundproblemer fra snus stiger. Det kan løses med dialog, siger Tandlægeforeningen.

Cigaretter er et problem blandt unge, men det er snus og røgfri nikotin også.

Ifølge Ritzau oplever 52 procent af landets tandlæger en stigning i antallet af patienter med decideret mundproblemer fra snus, viser en ny undersøgelse. 

Tendensen ses særligt blandt børn og unge i grupperne under 18 år og 18-29 år.

- De unge starter forholdsvis tidligt med snus, og skaderne ser vi først senere, fortæller formand i Tandlægeforeningen Susanne Kleist til Ritzau. 

I undersøgelsen har 900 tandlæger deltaget over tre år. Den viser at to procent af tandlægerne har færre patienter med skader på grund af snus, mens 31 procent ikke har oplevet nogen ændring. De resterende 15 procent har svaret "ved ikke".

Skaderne ses i tandkødet

- Primært prøver vi at få patienterne til at holde op med at bruge snus, for det allerbedste er, hvis vi på nogen måde kan motivere til at stoppe den unges forbrug, siger Susanne Kleist til Ritzau. 

Men det er ikke altid muligt at få de unge til at lægge snuspakken helt væk og stoppe forbruget.

- Hvis det ikke lykkes, så vejleder vi med, at man kan flytte nikotinposen fra sted til sted i munden, så tandkødet generes mindst muligt.

Skaderne af snus kan være varige og trække langt ind i voksenlivet.

- Hvis vi kan få de unge til at vente med at bruge snus og få forældrene til at være opmærksomme på det, så vil det være en helbredsmæssig fordel for alle, siger Susanne Kleist.

Forældrene skal hjælpe

Tandlægerne forsøger derfor at gøre forældrene opmærksomme på de unges forbrug af snus.

- Hvis ens børn begynder at ryge, kan man som regel lugte det, men med snus er det vanskeligere at opdage. Man skal tale med sine børn om det, siger hun.

Netop dialog er et vigtigt redskab i forebyggelsen af forbruget.

- Det er, når man snakker om det og fortæller om det, at vi mindsker hyppigheden af det. Der vil være rigtig mange kloge børn og unge, der tænker, at det må de hellere lade være med.

Snus erstatter rygning

På Fyn har flere ungdomsuddannelser valgt at gøre skoletiden røgfri. Og det skal gerne hjælpe til den gode tendens med at færre unge begynder at ryge. 

Det til trods, er der sket en stigning i antallet af unge, der anvender røgfri nikotinprodukter. Hver tiende ung i alderen 15 til 29 år bruger røgfri nikotin som snus enten dagligt eller lejlighedsvis, viser seneste undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen.

Det højeste daglige forbrug findes blandt de unge, der går på erhvervsuddannelse, en kort videregående uddannelse og en gymnasial uddannelse samt blandt de, der arbejder og har enten en kort eller ingen uddannelse.

Undersøgelsen viser også, at 65 procent af 15- til 17-årige selv køber røgfri nikotinprodukter, selvom det ulovligt at sælge til mindreårige. 

Oversigt

    Oversigt