Tandlægevagt på vej til Fyn

Hvis du bor på Fyn og skulle være så uheldig at få tandpine i weekenden - er der ingen kære tandlæge. Fyns Amt og tandlægeforeningen har i lang tid prøvet at finde en løsning på en vagtordning for tandlæger på Fyn - men uden held. Nu går amtet uden om tandlægeforeningen med et tilbud til privatpraktiserende.

Ordning på Heden

Bo Libergren går sammen med Fyns Amt i spidsen for at etablere en ny tandlægevagtordning. Amtet går efter privatpraktiserende og kommunale tandlæger, der på skift kan hjælpe fynboer med ondt i tænderne på den amtskommunale tandklinik på Heden i Odense.

Ordningen blev nedlagt i januar 2005, og siden har forhandlinger mellem Amtet og Tandlægeforeningen været gået i hårdknude.

- Tandlægeforeningen har stået meget stejlt på, at de skulle have skiftevis vagt fra deres egne klinikker. Uanset om det den ene dag er i Rudkøbing og den næste dag i Middelfart, og det mente vi ikke var servicemæssigt acceptabelt for borgerne, siger Bo Libergren, der er formand for amtets Forebyggelses- og sundhedsudvalg i dag til TV 2/FYN.

Kommunale tandlæger er også velkomne

På mandag drøfter amtet forslaget, og Bo Libergren mener, at der er stor opbakning i udvalget til forslaget. Ligesom han er overbevist om, at der er tandlæger, der gerne vil være med i ordningen.

- Vi tror på, at mange af tandlægerne er servicemindede mennesker. Derudover er der den mulighed, at hvis der ikke er nok privatpraktiserende tandlæger, der vil være med, så bliver de kommunale tandlæger også inviteret med, fortæller Bo Libergren.

Ordningen ventes at træde i kraft tidligst til september.

Oversigt

    Oversigt