Tatovør klar trods lang nedlukning: - Kæresten har nok lige fået en tatovering eller to

Tatovørerne i House of Ink Odense er klar med nål og blæk efter mere end tre måneders nedlukning.

Hvordan holder en tatovør sine evner ved lige, når der ikke kan komme kunder i butikken?

Ifølge Martin Søderberg Nielsen fra House of Ink Odense handler det først og fremmest om at tegne og holde sin inspiration ved lige, men han har også fundet en anden metode. 

- Kæresten har nok lige fået en tatovering eller to, mens vi var lukket ned. Det blev vi næsten nødt til, siger Martin Søderberg Nielsen og fortsætter med et smil: 

- Så kunne hun komme under nålen, nu hvor der var tid til det. 

Ikke slået ud af nyt krav

Ligesom frisørerne og de andre liberale erhverv, der tirsdag kunne åbne efter en lang nedlukning, skal tatovører tjekke deres kunders coronapas. Hvis ikke kunderne kan fremvise en frisk - og negativ - coronatest, et vaccinepas eller et dokumenteret overstået smitte med coronavirus, skal de vises bort i døren.

Men det er ifølge tatovør Martin Søderberg Nielsen ikke noget problem. 

- Folk lader til at have styr på det, de får fat i en test, så den er klar, siger han. 

Han synes ikke, at det er noget problem at skulle tjekke folks coronapas. 

quote Jeg havde helt glemt, hvor fantastisk min maskine er

Dan Rosenlund, tatovør House of Ink Odense

- De her små ting med at tjekke coronapas er en bagatel i forhold til alt det, vi gør i forhold til Sikkerhedsstyrelsen, siger han. 

Fantastisk maskine 

For Dan Rosenlund, der også er tatovør i House of Ink Odense, var det dejligt at komme tilbage på arbejde.

- Jeg havde helt glemt, hvor fantastisk min maskine er, udbrød han til Martin Søderberg Nielsen efter at have tatoveret en kunde.

Allerede nu har House of Ink Odense fået mange bookinger ind, så der stort set er fuldt booket de næste par måneder. Det ser Martin Søderberg Nielsen frem til. 

- Det er lidt sjovt at komme i gang igen, når man har været stille så lang tid, men når man har så mange års erfaring, ligger det på rygraden, og så skal det nok gå fint. Ellers er det bare ærgerligt for kunden, siger han. 

Oversigt

    Oversigt