I det fynske folks tjeneste

Tatovører på Fyn donerer sprit og handsker til OUH

Manglen på håndsprit og andre værnemidler får mange fynske virksomheder og brancher til at aflevere overskydende udstyr til OUH.

De fynske tatovører indsamler håndsprit og andre værnemidler til OUH for at afhjælpe manglen på sikkerhedsudstyr.

Ubrudte pakker med håndsprit, ansigtsmasker og gummimasker ligger ubrugte hen hos de fynske tatovører. Branchen er omfattet af restriktionerne, der skal bremse udbredelsen af corona, og alle tatovør-forretninger er derfor lukkede.

Det gav formanden for den fynske afdeling af Dansk Tatovørlaug en ide.

Læs også Regeringen forlænger lukning grundet coronavirus til 13. april

- Vi bruger jo både håndsprit og gummihandsker, når vi arbejder, så mange kolleger har dette udstyr liggende. Og når der nu er mangel på værnemidler på sygehusene, så er det jo oplagt, at de overtager vores udstyr, siger Andreas Ludvigsen, der er formand for Dansk Tatovørlaug på Fyn og driver butikken Big Ace Tattoo Custom.

Ifølge Andreas Ludvigsen er omkring 60-70 tatovører på Fyn involveret i indsamlingen af de for tatovørerne lige nu overflødige værnemidler.

- Vi skal naturligvis bakke op om den situation, som landet og sygehusene står i, og derfor vil vi gerne hjælpe med det, vi kan, siger Andreas Ludvigsen til TV 2/Fyn.

Mange henvendelser

Tatovørerne skal selv aflevere håndsprit og deres øvrige udstyr på OUH, hvor der er blevet oprettet en særlig modtagelse til værnemidler fra private og virksomheder.

Læs også Kan du hjælpe sundhedssystemet? - Så er det denne vej

- Vi får rigtigt mange henvendelser fra forskellige erhvervsfolk, som gerne vil hjælpe os ved at forære os blandt andet deres lagre af mundbind – ikke kun tatovører, men også tandlæger og lignende. Vi er rigtigt glade for, at alle er så progressive, tager initiativ og er klar til at bakke ekstra op om hospitalet og sundhedspersonalet, siger Lars Krause, afdelingschef for Logistikafdelingen på OUH

Udover tatovørerne har tandlæger og mange andre virksomheder også tilbudt at aflevere deres overskydende værnemidler til OUH.

- Vi en dialog med dem, der henvender sig, og så vurderer vi, om vi kan bruge det, der kommer ind. Et af kravene er som udgangspunkt, at det skal være i uåbnet emballage og CE-godkendt. Derudover ser vi så på, om det helt konkret kan bruges på hospitalet – og det håber vi på, at meget kan, siger Lars Krause.

Ifølge Andreas Ludvigsen vil Dansk Tatovørlaug også gå i gang med at indsamle værnemidler fra tatovører i andre dele af landet og få dem afleveret til lokale sygehuse.

På OUH kan tatovører og andre med værnemidler på lager aflevere i tidsrummet fra klokken 7.00 til 17.00, oplyser OUH.