Taxichauffør varetægtsfængslet i 4 uger

En 27-årig chauffør hos Odense Mini Taxa blev mandag varetægtsfængslet i 4 uger. Han er sigtet for voldtægt af en 17-årig pige i Dræby natten til søndag, men manden nægter sig skyldig.

Taxichaufføren påstod under det delvist lukkede grundlovsforhør, at det var pigen der ville have sex med ham, da hun blev kørt hjem til Dræby ved Munkebo efter en våd bytur i Odense. I retten forklarede manden, at de måtte stoppe flere gange under turen, da pigen skulle brække sig. Da de kom til Dræby ville pigen have samleje, sagde den 27-årige chauffør under grundlovsforhøret.
I følge mandens forklaring havde de ikke samleje, men han erkender at have berørt pigen og fået udløsning ved at pigen rørte ham på kønsorganerne. Herefter kørte chaufføren fra stedet uden at have fået betaling for turen.

Denne forklaring står i modstrid med pigens udlægning. Hun forklarede i retten, at hun var blevet voldtaget af chaufføren på en grussti, og efterfølgende stak hun af og gemte sig en i en nærliggende kornmark. Kort efter vækkede hun nogle af sine forældres bekendte i Dræby og forklarede at hun var blevet voldtaget. Hun var stærkt oprevet og havde ikke tøj på underkroppen.

Retten valgte at tro på pigens forklaring - blandt andet fordi poltiets teknikkere har fundet spor efter at pigen har skjult sig i den nærliggende kornmark.

Søndag morgen anmeldte pigen og hendes forældre voldtægten til politiet, og chaufføren blev anholdt søndag ved middagstid.

Den 27-årige mand kærede varetægtsfængslingen til landsretten, som tager stilling til den varetægtsfængslingen i løbet af få dage.

Oversigt

    Oversigt