Teknikere undersøger brændt roklub

Politiets brandteknikere gik tirsdag igang med at undersøge resterne af Odense Roklub, der blev raseret af en formodet påsat brand natten til lørdag.

De tekniske undersøgelser skal fastslå, om der er tale om en påsat brand, hvilket der er mistanke om efter fund af flere arnesteder og beholdere til brændbare vædsker på stedet.

Teknikerne medbringer en hund, der er trænet i at opsnuse spor efter netop brændbare materialer.

Undersøgelserne ventes at vare til onsdag eftermiddag, hvor roklubbens bestyrelse håber at få adgang til at besigtige skaderne.

- Vi er jo meget interesseret i at se om der er noget tilbage, der stadig kan bruges, siger Jørgen Steen Olsen, materielansvarlig i Odense Roklub.

Han erkender, at alle klubbens glasfiberbåde er gået til i flammerne og på grund af varmen fra branden.

Men en række trænings- og langturbåde bygget i træ kan måske have overlevet.

De står i hallen ved siden af den bygning der brændte og hvor flere glasfiberbåde er smeltet på grund af varmen.

- Men træbådene står på gulvet, og som bekendt stiger varme jo opad, siger Jørgen Steen Olsen.

Låner både og lokaler

Odense Roklubs bestyrelse arbejder på højtryk for at få gang i aktiviteterne igen.

De har fået tilsagn om at låne både fra andre klubber, så roerne kan træne igen.

- Vi kan ikke have, at de smutter, fordi de ikke kan dyrke deres sport, siger Jørgen Steen Olsen, materielansvarlig i Odense Roklub.

Især eliteroerne tripper for at komme igang, da de træner hver dag, men ikke har kunnet siden lørdag.

Klubben har desuden fået tilbud fra naboen, HK Midt, om at låne lokaler i den nærliggende Odin Havnepark.

Mere om Odense Roklubs tiltag efter branden