Terrormistænkt fynbo forbliver bag tremmer i yderligere tre uger

En 29-årig fynbo, der er mistænkt for forsøg på at samle penge ind til Islamisk Stat, har fået forlænget sin varetægtsfængsling med yderligere tre uger.

Den 29-årige fynbo, der under en landsdækkende politiaktion mod islamistisk terror blev anholdt 11. december, har fået sin varetægtsfængsling forlænget med yderligere tre uger frem til foreløbigt 23. marts.

Det oplyser den 29-åriges forsvarsadvokat, Asser Gregersen, til TV 2/Fyn.

Beslutningen om forlængelsen blev truffet mandag af en dommer efter et retsmøde via videoforbindelse, hvor anklageren fra anklagemyndigheden ved Fyns Politi sad i Odense og Asser Gregersen og hans klient i arresten i Randers. Her har manden siddet varetægtsfængslet i cirka en måned, efter han blev flyttet fra arresten i Odense.

Manden, der er beskyttet af et navneforbud, blev anholdt på en gård på Fyn 11. december. Da han dagen efter blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet, foregik det for dobbeltlukkede døre.

Dermed kunne offentligheden ikke få at vide, hvad den anholdte var mistænkt for at have gjort.

Beslutning blev dog senere underkendt, og senere slap det ud til medierne, at manden er sigtet for at forsøge at samle penge ind til Islamisk Stat.

Desuden har han ifølge politiet søgt viden om drab og fremstilling af sprængstoffer på internettet.

Landsdækkende aktion mod terror

I alt 22 mænd og kvinder blev anholdt i antiterroraktionen den 11. december og sigtet for at have overtrådt terrorbestemmelser i straffeloven.

Størstedelen blev siden løsladt, mens seks personer, der blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret, i første omgang forblev fængslet.

Fem personer beskyldes ifølge Ritzau for i flere måneder at have forsøgt at finansiere og købe pistoler, lyddæmpere og ammunition, som skulle bruges til terror. Tre af dem blev varetægtsfængslet.

Tre andre sigtes for at have forberedt fremstilling af en eller flere bomber blandt andet ved at anskaffe komponenter til fremstilling af sprængstoffet TATP.

Den 29-årige fynbo fastholder sin uskyld, men har siden ad flere omgange frivilligt indvilliget i at få forlænget sin varetægtsfængsling.  

Aktionen, som var koordineret af Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste, foregik samtidigt i syv af landets 12 politikredse.

Oversigt

    Oversigt