Test skal opdage misrøgtede børn

Syddansk Universitet vil udvikle en metode, så man kan finde de små børn, der har været udsat for overgreb.

Når børn er så små, at de ikke rigtig kan sætte ord på deres oplevelser, bliver det yderst besværligt at finde de små børn, der er blevet udsat for overgreb, hvis ikke lige de har blå mærker på kroppen eller beskidt tøj på i børnehaven.

Men det problem vil en gruppe psykologer og andre fagfolk fra Syddansk Universitet afhjælpe ved at udarbejde en test, der kan bruges af vuggestuer, børnehaver og andre institutioner. Det skriver universitetets magasin Ny viden.

- Hvis personalet har en mistanke om, at et barn udsættes for overgreb eller omsorgssvigt, vil man med en test, der varer under en time, kunne få vished om, hvorvidt der er noget at komme efter, siger professor Ask Elklit.

Han leder Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet og står i spidsen for arbejdsgruppen, der i løbet af foråret vil have udviklet metoden. Arbejdsgruppens arbejde falder lige ned i en række store aktuelle sager om sexmisbrugte børn.

Ask Elklit slår fast, at der er et stort behov for præcise og pålidelige værktøjer, så personalet ikke kun skal reagere ud fra deres egne fornemmelser. Især fordi mange af signalerne kan synes små.

- Folks normer er forskellige, og nogle tænker måske, at det er ok, at et lille barn lugter lidt eller ikke har fået skiftet tøj. Der kan være små tegn, som i sig selv ikke er så tydelige, at man ligefrem vil rejse en sag.

- Men ved at bruge testen kan man se, om der er grund til at bekymre sig. På den måde vil vi blive i stand til at identificere de traumatiserede børn og sikre, at de bliver behandlet, siger Ask Elklit.

Ifølge en ny dansk undersøgelse bliver i alt cirka 2500 børn i hver årgang udsat for enten seksuelle overgreb, omsorgssvigt, fysisk mishandling eller systematisk devaluering.

Oversigt

    Oversigt