Thomas Eje klar til at smitte publikum

Når Kabaret Lattergalen har premiere fredag aften er det igen med Thomas Eje på scenen. Og han håber at smitte publikummet med latter og god stemning.

Det bliver Thomas Eje, der sammen med Liselotte Krogager og Lars Arvad, leverer underholdningen, når Kabaret Lattergalen har premiere fredag som en del af H.C. Andersen Festivals.

- Vi har et fantastisk sammenhold, og der er en virkelig god stemning her. Og det håber vi smitter af på publikummet, siger Thomas Eje til TV 2/Fyn.

Thomas Eje er især kendt som den ene af tre i Linje 3, og fynske Liselotte Krogager er kendt fra talrige kabareter.

Det er tredje gang Lars Arvad står i spidsen for kabareten, og han kalder årets Lattergalen for to timers happy hour:

- Vi har mere musik i årets kabaret. Og vi vil gerne sætte gæsterne i godt humør. Vi dobler op på humor og musikalitet, folk skal først og fremmest føle sig uforpligtende underholdt. De skal være gladere, når de går hjem fra kabareten, siger han.

Kabareten finder sted i Spejlteltet ved Sortebrødre Torv i Odense.

Se mere om kabareten på TV2/FYN kl. 19.30 i aften.

Oversigt

    Oversigt