Thomas er udpeget til coronaberedskabet: - Jeg er mentalt på overarbejde hele tiden

Angst for sine nærmeste og sprit i lange baner. Flere sygeplejersker bliver bedt indtræde i coronaberedskab, men til trods for oplæringen oplever flere at føle sig uforberedte, når de træder ind ad dørene til coronaafdelingen. En af dem er Thomas Lamberg.

Det var i starten af december, Thomas Lamberg fik beskeden. Han skulle indgå i covid-beredskabet på OUH.

Efter få dages oplæring blev han en del af beredskabet - uden egentlig at føle sig klar til det. Derfor er det ofte med en knude i maven, når Thomas Lamberg i dag møder ind på arbejde.

-  Det er svært for mig at overskue det samme som mine kollegaer på afdelingen, for eksempel at se de små tegn hos patienten, som de er så dygtige til.

Normalt arbejder Thomas Lamberg på Steno Diabetes Center Odense. Så selvom jobtitlen som sygeplejerske er den samme, er opgaven en helt anden. 

- Jeg er stadig sygeplejerske, så jeg kender rutinen. Men det er 15 år siden, jeg har været i et sengeafsnit. Teknologien er kommet, der er meget, der er anderledes, så den fagspecifikke del er svær for mig. Det gør, at jeg er mentalt på overarbejde hele tiden. 

Kollegaer går ned med stress

Selvom Thomas Lamberg kan være presset, når han er på arbejde på covid-afsnittet, kender han kollegaer, der har haft endnu sværere ved at skulle træde ind i corona-kampen. 

- Jeg har kendskab til kollegaer, der har valgt at sige deres stilling op, fordi de blev udpeget, og kollegaer, der er gået ned med stress, siger han. 

quote Jeg har kendskab til kollegaer, der har valgt at sige deres stilling op, fordi de blev udpeget

Thomas Lamberg, sygeplejerske., OUH

Et nyt forskningsprojekt, der har undersøgt sygeplejerskers mentale sundhed under covid-19, viser, at tilfælde af stress, angst og depression har været hyppigere hos sygeplejersker, der har været en del af coronaberedskabet. Især hos dem, der blev udpeget imod deres vilje. 

- Flere sygeplejersker beskriver, hvordan der på deres afdeling har været prikkerunder, hvis ingen har meldt sig frivilligt til at arbejde på et covid-afsnit. Flere blev udlånt mod deres vilje, og endnu flere frygtede, at de ville komme i en sådan situation, fortæller Caroline Trillingsgaard Mejdahl, der er leder af forskningsprojektet. 

Ikke længere frivilligt 

Ifølge lægelig direktør på OUH Michael Dall er det ikke længere muligt at få personalet til selv at melde sig.

- I denne her eskaleringsplan er det ikke længere 100 procent frivilligt. Der er stadig frivillige, men der er klart færre frivillige end til at starte med, siger Michael Dall.

Da Thomas Lamberg i december blev udvalgt til at være en del af coronaberedskabet, var det i en såkaldt prikkerunde. Han følte ikke, at han havde andet valg end at sige ja. 

- Pandemien forsvinder ikke. Jeg føler ikke, at jeg bare kan troppe op og sige, at nu vil jeg ikke mere. Opgaven vil stadigvæk være der, selvom jeg træder ud, og så vil det bare være en af mine kollegaer, der skal overtage. 

Lige nu er 120 plejepersonaler på OUH udlånt fra deres stamafdeling til covid-funktioner. 

Oversigt

    Oversigt