Thomas Sørensen stopper på landsholdet

Landsholdsmålmand Thomas Sørensen, som er vokset op på Fyn, stopper på landsholdet for at koncentrere sig om sit arbejde i engelske Stoke.

Efter 101 landskampe og posten som anfører indstiller den 36-årige fynske keeper landsholdskarrieren, det oplyser Dansk Boldspil-Union.

Thomas Sørensen der er vokset op i Assens debuterede på landsholdet i 1999 og overtog posten som fast målmand efter Peter Schmeichel.

I en pressemeddelelse begrunder Thomas Sørensen sin beslutning med, at han stopper af hensyn til sin karriere i den engelske klub Stoke, da han kan mærke den ekstra fysiske belastning det er at være landholdsspiller.

Til Tipsbladet siger han desuden, at han vil stoppe på toppen, en beslutning, som landstræner Morten Olsen kalder for klog.

Det begyndte på Fyn

Thomas Sørensen blev født i Fredericia og begyndte med fodbolden i Erritsø.

Men forældrene flyttede til Assens, hvor han fortsatte med fodbold hos Assens FC.

Seniorkarrieren begyndte hos OB, hvor han aldrig fik kampe, men i stedet var udlejet til Vejle fra 1995 til 1997 og siden til Svendborg til 1998, hvorefter den professionelle karriere kom igang hos Sunderland, Aston Villa og Stoke City, hvor han stadig er.

Oversigt

    Oversigt