Thulesen Dahl er imod besparelser på TV 2/Fyn

TV2-regioner skal styrkes. Radio24syv skal ikke skæres med en tredjedel, men flytte til Aarhus, mener DF.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er ikke begejstret for, at regeringen med sit medieudspil vil skære i både TV2-regionerne og Radio24syv.

- I dag har vi så fået løftet sløret for, hvad regeringen ellers vil på medieområdet i den kommende tid.

- Blandt andet lægges der op til besparelser i TV2-regionerne. Mere præcist med ti procent over fem år. Hertil ønsker regeringen at beskære Radio24syv med 33 procent. 

- Disse besparelser står ikke på Dansk Folkepartis ønskeseddel. Så det kommer vi til at drøfte i forhandlingslokalet, skriver Thulesen Dahl i sit ugebrev.

- TV2-regionerne er med til at sikre, at danskerne hver dag har mulighed for at få dækket begivenhederne i netop deres lokalområde. 

- Det er helt essentielt for Dansk Folkeparti, at man ikke svækker, men tværtimod styrker den lokale og regionale journalistik. TV2's regionale tv-stationer har en afgørende rolle at spille, skriver DF-formanden. 

Forud for de kommende forhandlinger har regeringen og Dansk Folkeparti allerede opnået en enighed om, at DR skal spare 20 procent.

Regeringen lægger blandt andet op til, at to af DR's i alt seks tv-kanaler lukkes.

Besparelsen skal indfases i de kommende fem år. DR ender dermed at skulle spare sammenlagt 773 millioner kroner.

Selv om DF mener, at besparelserne på Radio24syv er for meget, så fastholder partiet, at radiokanalen skal flytte fra København til Aarhus.

- Vi oplever nemlig, at alt for mange journalister samler sig i København, skriver Thulesen Dahl.

DF's medieordfører, Morten Marinus, tilføjer over for Ritzau, at besparelserne på Radio24syv lyder for voldsomme.

- En tredjedel over fem år for nogen, som ellers har bestået sin opgave, lyder forkert i vores ører, siger Marinus.

Om regeringens ønske for TV2-regionerne siger han:

- Vi går ind til forhandlingerne med stik modsat fortegn. Vi ønsker at øge tilskuddet til de lokale og regionale medier, herunder TV2-regionerne, siger Marinus.

Kulturminister Mette Bock (LA) har inviteret Folketingets partier til sættemøde om et medieforlig i begyndelsen af næste uge.

Oversigt

    Oversigt