Tiden rinder ud for Lindø

Lindøværftet trues af lukning. Bestyrelse mødes onsdag for at diskutere værftets mulighed for overlevelse.

Tiden er ved at løbe ud for det kriseramte Lindøværft. Den vanskelige situation på værftet i de seneste måneder er blevet stærkt forværret af den finansielle krise.

I morgen mødes bestyrelsen for at vedtage en ny strategi og diskutere mulighederne for værftets overlevelse. Værftet, der er ejet af A.P. Møller-Mærsk, lukker tidligst i 2010, og sker det, vil det være en af danmarkshistoriens største fyringsrunder, skriver Dagbladet Børsen.

Avisen erfarer, at beslutningen om at lukke værftet endeligt træffes inden for de nærmeste måneder, men at en lukning bliver alvorligt overvejet blandt topcheferne hos A.P. Møller-Mærsk.

I november opgav det hårdt pressede skibsværft den årelange tradition med at bygge store container- og tankskibe i forsøget på at redde de omkring 2700 arbejdspladser.

Oversigt

    Oversigt