Tidligere OB-træner får nyt job

Jakob Michelsen er blevet ansat som cheftræner i den norske klub HamKam, oplyser klubben på sin hjemmeside.

Den danske fodboldtræner Jakob Michelsen er ikke længere ledig på markedet.

Han er blevet ansat som cheftræner i den norske klub HamKam, oplyser klubben på sin hjemmeside.

- HamKam Football har i dag indgået en toårig aftale med Jakob Michelsen som klubbens nye cheftræner, lyder det.

Hverken klubben eller træneren har yderligere at tilføje, før Michelsen bliver præsenteret på et pressemøde i løbet af den kommende uge, oplyses det i pressemeddelelsen.

Michelsen var senest ansat i OB, men samarbejdet stoppede i marts 2021.

Han fik sit gennembrud som træner, da han i sæsonen 2015/16 førte Sønderjyske til sølv i Superligaen. I 2015 blev han også kåret som årets træner i Danmark.

Det fik svenske Hammarby til at kigge Michelsens vej, og her blev han ansat i 2017. Det blev dog ikke den store succes, og året efter blev han fyret.

Efter knap tre år i OB går turen så igen til udlandet.

HamKam, der netop er rykket op i Norges bedste række, har været på trænerjagt, efter at Kjetil Rekdal skiftede til Rosenborg før jul.

I denne uge har den tidligere FCK-træner og nuværende landstræner for Norge, Ståle Solbakken, vikarieret som træner. Solbakken var cheftræner i klubben fra 2003 til 2005.

Oversigt

    Oversigt