Til daglig snurrer han rundt – nu er han Årets Fund

Et flot år på vandski for Kerteminde-drengen Tue Ernst Nielsen har lørdag gjort ham til Årets Fund ved den fynske sportsfest Sportslørdag 2018.

Han roterer til daglig rundt i luften med fødderne klistret til sine vandski. Den langhårede og lidt generte Tue Ernst Nielsen fra Kerteminde. Det gør han så godt, at han har vundet flere nationale og internationale mesterskaber i sin aldersgruppe, og lørdag blev det så hædret ved den fynske sportsfestival, Sportslørdag 2018. 

17-årige Tue Ernst Nielsen blev kåret til Årets Fund 2018 for sine præstationer i året, der er gået. 

- Det har været et helt fantastisk år med rigtig meget støtte fra rigtig mange forskellige mennesker, så tusind tak. Det har været helt fantastisk. Jeg har nået nogle mål, som ikke så ud til at kunne opnås, men det lykkedes, siger Tue Ernst Nielsen. 

I sommer blev han nummer otte til europamesterskaberne med 5.440 point, der er den nye danske juniorrekord. Hans rekord erstattede en 40 år gammel rekord. Derudover er han dansk og nordisk mester for seniorer.

Nerverne er en udfordring

I sommeren 2017 lavede TV 2/Fyn et portræt af Tue Ernst Nielsen fra Kerteminde, som på det tidspunkt var i gang med træningen til tre forskellige mesterskaber. Først i nordisk mesterskab, der afholdes i Norge, derefter danmarksmesterskabet i Aalborg og til sidst det europæiske mesterskab, der løber af stablen i Spanien.

Her fortalte han, at sekunderne, hvor kroppen er i luften, og alting kan ske og være afgørende for ens placering ved et stævne eller mesterskab, er udfordrende. Den slags kan nemlig prikke til nerverne, og det var noget, som det 17-årige vandskitalent Tue Ernst Nielsen fra Kerteminde arbejdede med. 

- Hvis du skal have medaljer, så er det vigtigt, at du ved, hvordan du skal reagere til konkurrencer i forhold til nerver, fortalte Tue Ernst Nielsen til TV 2/Fyn. 

Derfor brugte han meget tid på at arbejde med tankerne i hovedet, når han stod på skiene i vandet.

- Det kører inde i mit hoved, når jeg står på vandski: Hvad hvis nu jeg falder? Det prøver jeg at arbejde med, forklarede han.

Imponerende cv

Nerverne til trods har sæsonen 2017 været succesfuld for vandskidrengen og krydres nu med titlen som Årets Fund 2018. Derudover har Tue Ernst Nielsen allerede et imponerende CV bag sig. Trods sine blot 17 år har han allerede vundet DM i vandski for U17, DM i trick og DM i hop.

Det er niende gang, de fynske sportsstjerner, foreninger og frivillige hyldes af de fynske kommuner, Fynske Idrætsforbund, SIKO, Sport Event Fyn og Sportslørdags partnere Fynske Bank, DGI og Bevæg dig for livet.

Tue Ernst Nielsen er 17 år og et stortalent indenfor vandski-sporten. Nu er han blevet anerkendt for det med Årets Fund 2018.

Oversigt

    Oversigt