Tilbage til skolen: Skal ikke forvente normal skoledag

Skolerne glæder sig over, at de ældre elever den 18. maj kan vende tilbage. Frem mod åbningen venter der dog udfordringer for skolerne, og de har de ti dage til at finde løsningerne.

- Der plejede før kun at være en skoletaskes afstand, og så kunne man sidde og daske til hinanden. 

Sådan husker Rasmus Lerche Bünger indretningen i sit klasselokale på Tåsinge Skole før skolen lukkede ned på grund af coronavirus, og eleverne blev sendt hjem. Nu bliver indretningen en anden.

Siden hjemsendelsen har alle elever modtaget hjemmeundervisning, men fra mandag den 18. maj åbner skolerne igen for alle elever. Den 15. marts kunne de mindre klasser til og med 5. klasse tage i skole igen, mens de ældre klasser har skulle vente. 

På Tåsinge Skole har de mindre klasser indtaget klasselokalerne, hvor de større klasser opholdte sig. Det har været nødvendigt på grund af de forholdsregler, som skolerne skal opfylde. 

Indretningen af klasselokalerne er derfor markant anderledes end før. Faktisk så meget at Albert Valdemar Pedersen ikke kan genkende sit eget klasselokale:

- Normalt står bordene mere samlet, fordi så kan vi arbejde i bordgrupper.

Kort afstand og bordgrupper er ikke noget, som de to elever på Tåsinge Skole kommer til at opleve, når de kan vende tilbage til skolen.

Undervisning i kantinen

Alle elever skal opdeles og arbejde mere hver for sig, og det giver udfordringer for de fynske skoler. På Tåsinge Skole skal der findes nye pladser til 760 elever, og det bliver en udfordring. Især fordi der skal være to meter mellem dem.

- Det vil nok blive sådan, at både Ramus og Albert kommer til at være ovre i vores hal og kantine, som planerne er nu, hvor der skal være to meter mellem eleverne, forklarer skoleleder ved Tåsinge Skolen Kasper Føns.

Selvom nye lokaler tages i brug på skolen, vil der stadig ikke være plads nok til alle eleverne på en gang. 

- 9. klasserne vil være der noget af tiden, og så vil 7. klasserne være der senere på dagen, efter der er blevet gjort rent, siger skolelederen.

Anderledes hverdag

Skolen har nu ti dage til at få planlagt og finde løsninger på pladsproblemet, og det er også vigtigt, at de elever, som nu vender tilbage efter to måneder, forstår at hverdagen er en anden end før. 

- Det er kortere tid. Det er med færre lærere og færre skift, end de er vant til. Selvfølgelig er det med afstand, og det kunne måske også være i hold, sådan at nogle hold kommer ind om mandagen, andre om tirsdagen. Det kan også være formiddag og eftermiddag, fortæller Skole- og Uddannelseschef ved Svendborg Kommune Nanna Lohmann og fortsætter:

- Det er det, som hver enkelt skole skal være med til at designe nu.

Ved Tåsinge Skole tager man nogle af de erfaringer og tiltag, som man har gjort sig, da de mindre klassetrin vendte tilbage.

- Man skal lige mærke, hvordan det her fungerer, og hvad de nye regler er. Vi lavede små hygiejnekurser for de mindre klasser, og det skal vi gøre igen for de store, forklarer Kasper Føns.

Som ved Tåsinge Skole er det op til hver enkelt skole på Fyn, at skræddersy de bedste løsninger, så de ældste elever igen kan vende tilbage til skolen. Noget som Albert Valdemar Pedersen ser frem til, men han er også lidt bekymret:

- Jeg tror, det er noget, man lige skal vende sig til, for vi har ikke været heroppe i et par måneder.

 

Oversigt

    Oversigt