Tilbud til vandreturister: Få fragtet din bagage gratis til næste destination

Destination Fyn er gået sammen med Bergholdt Busser om at lave et særligt tilbud til vandre- og cykelturister på Fyn og Langeland.

Sommerferietiden i Danmark ser - i hvert fald de kommende uger - ud til at blive en hed omgang. 

Og med det i tankerne er der gode nyheder til de mange vandre- og cykelturister, der henover sommeren besøger Fyn. 

Turisterne på Fyn har nemlig mulighed for at få fragtet deres bagage gratis, mens de selv går eller cykler til næste destination. 

Et par af dem, som allerede har taget imod tilbuddet er venindeparret Cecilie Thystrup og Thea Rønn. De bruger en lille del af sommeren på at vandre fra campingplads til campingplads på Fyn. 

- Vi tænkte, at det var lidt tungt at slæbe vores oppakning 12-16 kilometer om dagen, og så så vi, at der var den her mulighed, siger Cecilie Thystrup. 

De to har planlagt at vandre tre dage, og alle tre dage har de booket bagagefragt. 

Det er turismeorganisationen Destination Fyn, der i samarbejde med Bergholdt Busser fra Odense, sørger for at hente bagagen det ene sted og aflevere det et andet. 

Tilbuddet gælder på Fyn, Langeland og Ærø, og man kan booke bagageafhentning Visit Fyns hjemmeside.

Vil ramme ny målgruppe

Det er første gang turisterne får tilbuddet, og det løber fra 15. juni til 15. september, og ifølge Rasmus Hessum, der er direktør i Destination Fyn, er handler årets tilbud om at teste ordningen af. 

- Vi tror på, at det kan være med til at sætte fokus på de muligheder, der er for at vandre og cykle på Fyn, og vi tror, det kan hjælpe en ny målgruppe, som er kommet til, som måske ikke er så rutinerede endnu, siger Rasmus Hessum.

- De foreløbige meldinger er, at det bliver taget supergodt imod, siger han. 

Ordningen handler om at trække flere vandre- og cykelturister til Fyn, og at dømme efter  de to veninder Cecilie Thystup og Thea Rønns udsagn, lader det til at have haft den ønskede effekt. 

 - Jeg tænker ikke, vi var taget afsted, hvis vi skulle have fuld oppakning med. Det var nogle store tasker, vi endte med at få med, siger Thea Rønn. 

Bagagefragten er en del af en større indsats, der handler om at tiltrække vandreturister. 

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse besluttede i april 2021 at give 5,7 millioner kroner til projektet "Hike Fyn", som har til formål at tiltrække flere vandreturister til øen. Det er især danske, tyske og hollandske turister, som projektet vil have fat i.

Projektet varer frem til midten af 2024 og målsætningen er at skaffe 90.000 flere turister til Fyn og øerne og skabe en omsætning på cirka 58 millioner kroner. 


Oversigt

    Oversigt