Tinderbox kræver svar: Ny aflysning kan få alvorlige konsekvenser

Tinderbox og andre store festivaler efterspørger i et debatindlæg politisk opbakning til at afholde store festivaler næste år. Konsekvensen kan - ifølge dem selv - være enorme.

Opdateret
Clock03. dec 2020, kl. 17:44
Artiklen er opdateret med kommentarer fra Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.

Siden 2015 har festglade fynboer hvert år i juni måned samlet sig i Tusindårsskoven til musik og dans, når festivalen Tinderbox er blevet afholdt. Det var lige indtil i år, hvor coronaen satter en stopper for dén - og mange andre festivaler. 

Og mens planlægningen til næste års Tinderbox er i fuld gang, mangler der stadig en afklaring på, om festivalen overhovedet må afholdes i 2021. 

- Vi har respekt for, at det er en svær situation, og vi har også respekt for de beslutninger, der er blevet truffet. Men vi mener også, det er tid til at kigge fremad nu og få den her dialog med sundhedsmyndighederne, fordi vi har et langt tilløb til at arrangere de her festivaler, så det er vigtigt, vi kommer i fart nu , siger Brian Nielsen, direktør for Tinderbox og Northside, til TV 2 Fyn.

Sammen med blandt andre direktøren for Roskilde Festival, talsmanden for Smukfest og direktøren for Live Nation sender Brian Nielsen en appel i et debatindlæg i Politiken. En appel om politisk opbakning, så myndigheder og festivalbranche sammen kan finde en løsning for sikker afvikling af store festivaler.

- Det, vi har behov for nu, er, at vores regering, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og deres eksperter kigger på vores plan, kvaliteten af den og justerer den sammen med os. Det er den dialog vi efterspørger, forklarer Brian Nielsen.

Konkret forestiller Brian Nielsen og de andre festivalarrangører sig at gøre brug af hurtigtestning og screening for at sikre en sikker afvikling af festivaller. Lidt ligesom det sker ved EM i damehåndbold, der foregår i Danmark i december. 

I en mail skriver Sundheds- og Ældreministeriet, at de på den korte bane arbejder på at få etableret et covid-19 vaccinepas tilsvarende det eksisterende covid-19 testpas.

Kommune og turisme: - Folkesundheden det vigtigste

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, siger til TV 2 Fyn, at uanset hvilken branche og hvilke type arrangementer der er tale om, er folkesundheden det vigtigste.

- Vi skal passe godt på hinanden, særligt vores ældre og udsatte, og det må vi ikke gamble med uanset hvad. 

- Som jeg hører appellen fra festivalbranchen, har de arbejdet grundigt med, hvordan festivalerne kan afvikles, så jeg håber, at Christiansborg og sundhedsmyndighederne kan gå i endnu tættere dialog med festivalbranchen om, hvordan situationen gribes an, siger Peter Rahbæk Juel og tilføjer: 

- I Odense er vi jævnligt i kontakt med folkene bag Tinderbox, og hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt at afvikle Tinderbox til sommer, vil det glæde rigtig mange fynboer.

Hos Destination Fyn, hvor man arbejder med at styrke den fynske oplevelsesøkonomi, håber man også, at festivalernes forslag kan sikre store musikoplevelser næste år. 

- I en situation med et lavere smittetryk, end det vi oplever i øjeblikket, ville tiltag som coronapas og hurtigtests uden tvivl være brugbare - ikke bare i eventbranchen, siger Rasmus Hessum, klyngedirektør i Destination Fyn, og tilføjer:

- Det kunne også komme andre dele af den fynske turisme til gode, som for eksempel den hårdt pressede hotel- og konferencebranche. Det vil dog til enhver tid være afgørende at tests med videre har den tilstrækkelige sikkerhed, og sundhedsmyndighederne vurderer, at afviklingen kan finde sted på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde.

quote Det, vi har behov for nu, er, at vores regering, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og deres eksperter kigger på vores plan, kvaliteten af den og justerer den sammen med os

Brian Nielsen, direktør, Tinderbox

Store konsekvenser for Fyn

Og der er gode grunde til at få afviklet festivaler allerede i 2021. På et almindeligt år sælger festivalbranchen 1,1 millioner billetter til sommerens musikfestivaler. Op mod 45.000 af dem er altså til Tinderbox.

Ifølge en rapport fra sidste år, som Odense Kommune fik lavet, gav de mange gæster Odense Kommunes erhvervsdrivende en omsætning på 44,7 millioner kroner i 2018. 

- Tinderbox, Heartland og de andre store musikbegivenheder er jo flagskibe for Fyn både, hvad angår branding og turismeomsætning, så det er selvfølgelig et kæmpe tab, hvis de ender med ikke at kunne afvikles. Vi håber derfor, at udviklingen tillader det, forklarer Rasmus Hessum.

Mens byen i år er gået glip af en ekstra millionomsætning, så rammer de aflyste festivaler også foreningslivet. Det gælder blandt andet Studenterhuset i Odense, der hvert år tjener penge på at hjælpe blandt andet Tinderbox.

- De aflyste festivaler – i særdeleshed Tinderbox – og corona generelt har haft en stor betydning for især to ting. Tallet på bundlinjen og vores sammenhold. Vi har ikke tjent de penge, vi plejer, hvilket betyder, at vi ikke har de ressourcer, vi plejer. Vi har for eksempel halvt så mange ansatte i år i forhold til sidste år. Og så er der det sociale med både ansatte, frivillige og studerende. Mange studerende er ensomme, fordi de ikke må komme på deres uddannelsessteder, siger Anja Følleslev, der er daglig leder i Studenterhuset i Odense.

Også på resten af Fyn fylder festivalerne meget. Blandt andet Rock Under Broen ved Middelfart og Heartland ved Egeskov Slot. Her er borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager (S) opstimistik omkring næste års udgave af Heartland. 

- Det vil være rigtig, rigtig ærgerligt. Der er mange mennesker, der kommer til kommunen og får en god oplevelse, og lægger en masse penge. Heartland sætter jo Faaborg-Midtfyn Kommune på landkortet, siger Hans Stavnsager. 

quote Hvis vores stab begynder at forsvinde eller vi er nødt til at justere på vores omkostninger, så kan jeg blive alvorligt bange for, om vi har noget, der hedder festivaler fremadrettet

Brian Nielsen, direktør, Tinderbox

Hvis Tinderbox ikke bliver afholdt i år, er Tinderbox' Brian Nielsen alvorligt bange for konsekvenserne.

- 2021 er jo ligesom enhver anden forretning et nyt år for os, hvor vi har en masse omkostninger med en fast stab og så videre. Hvis de begynder at forsvinde eller vi er nødt til at justere på vores omkostninger, så kan jeg blive alvorligt bange for, om vi har noget, der hedder festivaler fremadrettet.

Derfor er det for Brian Nielsen afgørende, at arbejdet går igang nu. 

- Vi har fuld forståelse for, at regeringen agerer, som de gør. Vi mener bare, vi har noget at byde ind med, og vi mener, det er vigtigt, at de kigger på den plan, for den kan potentielt også være med til at åbne andre dele af samfundet, siger Brian Nielsen. 

Kulturministeret skriver i en mail til TV 2 Fyn: 

- Kulturministeriet er i dialog med festivalerne og sundhedsmyndighederne. Afholdelsen af festivaler afhænger af smittesituationen. Sundhedsmyndighederne og regeringen evaluerer løbende mulighederne, men det er endnu for tidligt at kunne vurdere.

Oversigt

    Oversigt