To milliarder til Spodsbjerg-Taars: Venstre vil have bedre mobilitet i trafikken

Tirsdag kommer Venstre med et nyt transportudspil, der blandt andet sætter to milliarder af til Spodsbjerg-Taars-forbindelsen.

Et nyt transportudspil fra Venstre vil give danskerne mere mobilitet og frihed i den danske trafik. Blandt andet ved at opgradere veje og gøre klar til den dag, hvor Femern-forbindelsen står færdig.

Også på Fyn har partiet en klar vision for, hvordan trafikken kan optimeres. Udover forbedringer af Fynske Motorvej er også en opgradering af Spodsbjerg-Taars-forbindelsen på tapetet.

- Der skal laves en ny omfartsvej på Tåsinge, siger fynskvalgte Erling Bonnesen (V).

Ifølge ham har den nuværende regering fejlet i forhold til forbindelsen Svendborg-Lolland.

- Den socialdemokratiske regering har fuldstændig glemt, at den forbindelse skal gå fra at være en omvej til en smutvej fra Svendborg og hen over Lolland. Det er ufattelig vigtigt, at vi får sat gang i det projekt, siger Erling Bonnesen.

Tysk forbindelse skal udnyttes

Det er især den 18 kilometer lange tunnel mellem Danmark og Tyskland under Femern Bæltet, som man ifølge Erling Bonnesen skal have in mente - også når det handler om trafikken fra Fyn til Lolland.

- Femernforbindelsen kommer, og det vil være for sent først at sætte de her projekter igang, når den er her, så derfor er det meget vigtigt at få gang i opgraderingen af trafikprojektet, så det står klar samtidig med Femern-forbindelsen, siger Erling Bonnesen.

Hos Venstre ser man det som værende åbenlyst at udnytte det potentiale, der er for blandt andet vækst og turisme fra Femern-forbindelsen.

- Allerede nu oplever man jo som virksomhed, og som borger, at der er kødannelser på vejene over Tåsinge. Det er jo sådan, at på Tåsinge krøller vejene, og derfor kommer der trafikpropper, forklarer Erling Bonnesen.

Lollandsplanen

Også på Fyns-siden af Lolland vil Venstre optimere.

- Den anden del af projektet er, at der på Fyns-siden ved Lolland skal laves en fremskudt færgehavn, og det er fordi, at i Langelandsbæltet, der er der meget lavvandet, så der handler det om, at få trukket færgelejet et stykke ud i bæltet, så man kommer fra fra det stykke, der er lavvandet, forklarer Erling Bonnesen.

Liste over Venstres samlede prioriteringer for Region Syddanmark

ProjektAntal kroner
Ny Midtjyske Motorvej11,9 mia. kr.
Fremrykning af Jernbane over VestfynFinansloven
Udbygning af Fynske Motorvej, syd om Odense1,1 mia. kr.
Rute 11, forbedret fremkommelighed Tønder - Esbjerg1,0 mia. kr.
Dobbeltspor ml. Tinglev-Padborg0,8 mia. kr.
E45/E20, udbygning ml. Kolding og Fredericia0,6 mia. kr.
Opgradering af rute 9 på Tåsinge0,5 mia. kr.
Rute 11, opgradering ved Varde0,4 mia. kr.
Statsligt tilskud til alternativ rute via Vejle HavnPuljefinansieres
Klapbro over Ribe Å0,05 mia. kr.

Femern-forbindelsen er per 2021 under konstruktion, og på dansk side starter forbindelsen i nærheden af Rødbyhavn på Lolland, mens den på tysk side starter i nærheden af Puttgarden på den tyske ø Fehmarn. 

Håbet fra Venstre er, at man gennem optimeringer af blandt andet veje og færgeleje, kan skabe bedre mobilitet og dermed bedre mulighed for vækst og turisme.

- Overordnet handler det om, at få projektet igang nu, siger Erling Bonnesen.

Oversigt

    Oversigt