To rigtig grimme uheld gav højt antal dræbte på Fyn

Antallet af trafikdræbte steg i 2020 på Fyn. I resten af landet er tallet faldene.

For et år siden mistede tre familiemedlemmer livet i en ulykke i krydset Assensvej og Odensevej i Bogense, da en 26-årig mand kørte ind i dem med høj fart.

Tre måneder senere afgik to unge mænd ved døden, og én blev alvorligt kvæstet på Østerbro i Odense, da føreren mistede kontrollen, og bilen med høj hastighed kørte ind i en mur. 

Desværre endte de fynske veje med at tage langt flere ofre i 2020. I alt mistede 22 personer livet i trafikken på Fyn sidste år.

- 22 dræbte er 22 for mange, siger vicepolitiinspektør ved Fyns Politi, Sten Sørensen.

Det høje tal kan skyldes få fatale ulykker. 

- Sidste år havde vi to rigtig grimme uheld med i alt fem dræbte. Jeg tror simpelthen, det er årsagen til, at tallet havnede på 22 i år, siger vicepolitiinspektør Sten Sørensen, Fyns Politi.

Han tilføjer, at når man kigger på tallene for uheld med personskade, så ligger Fyn fint i forhold til resten af landet.

I resten af landet faldt antallet af trafikdræbte med 18 procent, mens det på Fyn steg marginalt med 4,7 procent.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det viser netop offentliggjorte tal fra Vejdirektoratet.

Corona gav færre uheld

På landsplan mistede 163 personer livet på de danske veje i 2020. Det er 36 færre end året forinden.

Ifølge Vejdirektoratet skyldes det coronapandemien. Hjemmearbejdet betød nemlig, at mange arbejdede hjemmefra og ikke skulle fragte sig til og fra arbejde.

- Det man generelt kan sige, at det er 25 procent i det netop lukkede tidspunkter, og det skal selvfølgelig give lidt færre uheld.

- Det man kan se, det er pendlerne. Altså dem der kører om formiddagen og om eftermiddagen som os andre. Det er på de tidspunkter, der har været noget færre uheld, og det gælder ikke kun på Fyn. Det gælder også i resten af landet, forklarer Sten Sørensen.

11. marts blev Danmark lukket ned første gang, og frem til april faldt trafikken cirka 25 procent i forhold til samme periode i 2019. I takt med genåbningen vendte trafikken så småt tilbage til vejene, og i sommerferien var trafikken stort set på samme niveau som året før.

Da landet igen lukkede ned i efteråret, registrerede Vejdirektoratet endnu engang et fald i antallet af trafikanter.

Løftet pegefinger

Med baggrund i de seneste tal kommer Sten Sørensen med en løftet pegefinger til de yngste bilister. 

Han peger på, at undersøgelsen igen viser, at der en overrepræsentation af de unge med hensyn til uheld. Og det er de unge mænd fra 18 til 24 år.

- Og derved kan jeg næsten konkludere, at det må være lidt af en skrøne, at kvinder ikke kan køre bil, tænker jeg. 

- Og jeg tror, der måske er nogen mænd derude, der godt kunne kigge ind ad, fordi undersøgelsen er helt klar. Det er altså mændene, der er galt med.

Oversigt

    Oversigt