Toårigt togt til ubeboede øer skræmmer ikke Albanifonden

Den fynske fond støttede kunstnere og forskeres besøg på ubeboede øer i det Sydfynske øhav - og fonden er klar til at gøre det igen.

Da museums-skibet "Rylen" i forsommeren 2017 stævnede ud fra havnen i Kerteminde med sejlet sat, var det med de første kunstnere og videnskabsfolk ombord. Forude lå en plan om at besøge cirka 30 ubeboede øer i det fynske farvand.

 

 

- Det er sjovt at se projektet afsluttet med en bog og en udstilling. Det har været en god oplevelse, siger idémanden bag, kunstneren Jens Bohr, der samtidig var skipper på "Rylen" på hver etape rundt til øerne.

Togtet gik til øer som Bogø ved Fynshoved, Vigelsø, Hjelsmhoved, Fænø Kalv, Enehøje og mange andre. 

Interessen for togtet med
Interessen for togtet med
Foto: Preben Dahl

- Det er sjovt at komme til øer, hvor der ikke kommer så mange. Ja, måske en enkelt kajakmand eller sådan noget, siger kunstneren Steffan Herrik, der i flere år har sejlet med Jens Bohr, og som i flere omgange var med på det seneste togt.

Togt er blevet til bog og udstilling

Resultatet af togtet er kun delvist målbart. Vist foreligger der nu en bog, der samler skriftlige og visuelle beretninger fra deltagerne.

Ligesom besøgende på Johannes Larsen Museet kan se en udstilling, der rummer alt fra genstande indsamlet på øerne til kunst og kommentarer. Men Albanifonden, der har bekostet togtet, ser andre værdier i det.

- Jeg synes, det har været godt. Og det er noget, vi gerne vil gå ind i igen, kan jeg forestille mig. Fordi indimellem er vi jo nødt til at støtte andet end de naturlige ting, der ligger lige til for fonden, men også prøve at gå ind i specielle ting som det her. Og det har været et godt projekt, slår direktør for Albanifonden, Paul Nissen, fast.

TV 2/FYN var med på togtet

At turen til øerne også har fået megen omtale, blandt andet via et samarbejde med TV 2/FYN, der sejlede med til flere af øerne, er også kommet direktøren for øre.

- Jeg har hørt det godt omtalt. Der er mange, der har stiftet bekendtskab med det. Så jeg synes bestemt, at det har været et godt projekt, mener Paul Nissen.

Umiddelbart er der ikke lagt op til et nyt togt med "Rylen". Og dog.

- Vi fortsætter jo. Vi holder jo ikke op, bare fordi vi har været to år på togt. Vi finder på noget andet. Vi stopper ikke. Så længe der er vand og skib og Jens Bohr, så sejler vi, siger Steffan Herrik med et stort smil.

En af deltagerne i togtet viser sine børn nogle af de genstande, han var med til at indsamle.
En af deltagerne i togtet viser sine børn nogle af de genstande, han var med til at indsamle.
Foto: Preben Dahl

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt