Tog kører atter over Storebælt

Mandag formiddag er der atter fri passage i tunnelen under Storebælt, hvor et godstog blokerede trafikken.

Togtrafikken over Storebælt er tilbage på sporet, oplyser Banedanmark.

Mandag morgen blokerede et strandet godstog mellem Nyborg og Korsør for togtrafikken over Storebælt i flere timer, men op ad formiddagen lykkedes det Banedanmark at få trukket godstoget væk fra sporet.

- Godstoget er kommet op ad tunnellen. Togene vil fortsat være en smule forsinkede, men inden længe vil togtrafikken være tilbage til normalen, siger Pia Elnif, pressevagt i Banedanmark.

Arbejdet med at få godstoget af vejen, så togene igen kunne passere, trak ud.

Først havde Banedanmark fået et nyt lokomotiv til stedet, som skulle trække det strandede godstog væk. Men godstoget var for tungt, og der måtte endnu et lokomotiv til stedet før det lykkedes.

I det hele taget blev togpassagernes tålmodighed sat på prøve mandag morgen, som startede med, at togtrafikken over Storebælt var spærret i begge retninger i over en time.

Godstoget spærrede i den ene retning, og i den anden retning havde frosten fået bugt med et sporskifte på Sprogø.

Oversigt

    Oversigt