Togtrafikken ramt af nyt uheld

En knækket køreledning i Korsør betød onsdag morgen aflysninger og forsinkelser på de fleste tog over Fyn. I første omgang indsatte DSB busser over Storebæltsbroen, men senere blev togtrafikken genoptaget - dog med store forsinkelser.

Pendlernes tålmodighed blev onsdag morgen sat på en ny, hård prøve, da mange tog var omkring halvanden time forsinket. Problemet opstod efter at en køreledning i Korsør knækkede. Et tog, der var undervejs, kunne ikke køre videre på sporet, og det medførte problemer for resten af togtrafikken.

Beklageligt

For DSB kommer morgenens uheld aldeles ubelejligt. Statsbanerne har netop annonceret, at togene igen kan køre med maksimal hastighed og dermed undgå den seneste tids regelmæssige forsinkelser.

 - Det er selvfølgelig beklageligt. Og i særdeleshed, når det sker på en så trafikeret strækning, siger Martin Sun Larsen fra DSB til Ritzau.

Fra klokken 13 onsdag eftermiddag kørte togene igen uden de store forsinkelser, oplyste DSB.

Oversigt

    Oversigt