Tommy Hummelmose om byrådskollega: Hun ved ikke, hvordan arbejdsmarkedet fungerer

Personalet i dagtilbuddene skal vaccineres først, hvis det står til Susanne Crawley. Det har fået Tommy Hummelmose til at reagere.

- Jeg forstår godt Susanne Crawleys hensigt, men jeg er uenig med hende i, at pædagoger er vigtigere end kontorassistenter, malere eller murer, siger Tommy Hummelmose, der er konservativ byrådspolitiker i Odense Byråd.

Han er simpelthen stik uenig i hendes udmelding om, at personalet i dagtilbuddene skal vaccineres før andre, der også er i arbejde.

quote Jeg tror ikke, at Susanne Crawley helt ved, hvordan arbejdsmarkedet fungerer for en kontorassistent eller en butiksansat

Tommy Hummelmose, konservativ byrådspolitiker, Odense

 - Jeg mener sådan sent, at de her grupper er lige vigtige. Ældre, sygehuspersonale, plejehjempersonale skal vaccineres først. Det er der ingen tvivl om. Men alle os andre, der kommer efterfølgende, der mener jeg, at det er helt forkert at sige, at der er nogen, der er vigtigere end andre, siger Tommy Hummelmose.

Regeringen forlængede de nuværende restriktioner, men valgte at holde dagtilbuddene åbne. Det bekymrede Susanne Crawley (R), der kom med det forslag, at man skulle rykke personalet i dagtilbuddene frem i vaccinekøen.

Medarbejdere er tyndslidte

- Jeg kan mærke, at mine medarbejdere er ved at være tyndslidte. Der er flere af dem, som er bekymret for den pædagogiske kvalitet, de leverer. De skal hele tiden sendes hjem og i isolation, og så er der vikarer imens, sagde Susanne Crawley til TV 2 Fyn om den nuværende situation.

Og den udmelding har fået Tommy Hummelmose op af stolen.

- Jeg tror ikke, at Susanne Crawley helt ved, hvordan arbejdsmarkedet fungerer for en kontorassistent eller en butiksansat. I mange tilfælde er der ikke nogen medarbejdere, der selv kan vælge, om de vil arbejde eller ej. De skal stadig knokle, ud og møde kunder og stå i butikkerne, siger Tommy Hummelmose.

Den konservative byrådspolitiker er ganske tilfreds med den nuværende vaccineplan. 

- Jeg synes, at den nuværende vaccineplan er god. Den linje, der ligger nu, er rigtig. Hele prioriteringen er rigtig. Pædagogerne skal vaccineres på lige fod med alle. Vi er alle sammen afhængige af hinanden.  

Oversigt

    Oversigt