muted

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


Dan Jørgensen er blevet kaldt alt fra idiot til båtnakke til landsforræder. Han har modtaget trusler og set sine valgplakater blive brændt af.

- Alle de skældsord, man kan finde på, får man væltet i hovedet på sociale medier, siger han.

Han er Danmarks klimaminister og socialdemokrat gennem mere end 15 år. Men selvom han er professionel politiker, indgår han sjældent i debatter på Facebook. 

Han mener, at tonen er blevet for grov.

Dan Jørgensen fremhæver selv denne kommentar som særlig grov, fordi den ikke kun rammer ham, men også hans kolleger på Christiansbrog.
Fotograf: Fotograf: Rasmus Rask

"Du er den dummeste mand, ever! Dig, Joy (kulturminister, red.), tossen i kørestol (Kristian Hegaard, red.), forsvarsministeren (Trine Bramsen, red.). Hold da fest, jeg skammer mig over at være dansk i de dage her".

- Jeg lever nok med at blive kaldt den dummeste mand, ever, men de nedladende udtryk om en kollega, der sidder i kørestol ... det er ude i den ret grove kategori, fortæller Dan Jørgensen.

Trænger til prygl

Klimaministeren kan proppe flere ting i den kategori, han selv kalder "ret grov", og det begrænser hans færden på sociale medier.

- Jeg har fået beskeder som, hvis ikke det var decideret trusler, lænede de sig op ad det. At jeg trængte til en omgang prygl. Engang var der nogen, der havde taget en masse valgplakater, de havde hevet ned, og sat ild til dem. Jeg husker ikke opslagsteksten, men det var lige til den ubehagelige side, fortæller fynskvalgte Dan Jørgensen.

Konfrontationen

Dan Jørgensen beskriver sig selv som rimelig tykhudet, men det rammer ham alligevel, når andre hives med i tastaturkrigernes rasen.

- De forurener de gode debatter, og de nøjes ikke engang med at svine mig til. De sviner også de andre til, og det er virkelig skidt, synes jeg.

quote - Jeg truer jo ikke nogen. Jeg gør ikke nogen noget.

Anonym mand

Frem mod kommunalvalget i november sætter TV 2 Fyn fokus på, hvordan vi taler til hinanden på sociale medier. Ikke ofte har du hørt folk råbe "dumme svin" til hinanden på gaden, men du har med garanti lagt mærke til det på Facebook.

Nutidens tv-skrigere

TV 2 Fyn ringer op til manden, der kaldte Dan Jørgensen "den dummeste mand, ever".

Telefonen ringer ikke længe.

- Det skrev jeg, fordi han er så irriterende og smart at se på, lyder det.

Dan Jørgensen bliver svinet til både i kommentarspor og i hans indbakker.
Dan Jørgensen bliver svinet til både i kommentarspor og i hans indbakker.

Han fortæller, at han generelt er utilfreds med regeringen. Derfor rammer hans kommentarer heller ikke kun klimaministeren.

- Jeg truer jo ikke nogen. Jeg gør ikke nogen noget. 

- Det er jo bagsiden af sociale medier - at menigmand i stedet for at sidde og råbe af fjernsynet som i gamle dage kan kommentere et eller andet. Det er jo nyttesløst at råbe af fjernsynet.

Er det ikke også lidt nyttesløst at råbe i et kommentarspor?

- Jo, det kan man da godt sige, at det er, men jeg håber, at de ser det og tænker sig om, næste gang de åbner munden, siger han.

Selv om kommentarerne ikke ændrer Dan Jørgensens holdninger, ændrer det hans måde at debattere med folket.

- Jeg kan mærke på mig selv og flere af mine kolleger, at vi deltager lidt mindre i debatterne på sociale medier end før, fordi stemningen derinde er så dårlig, fortæller han.

Dan Jørgensen blev minister første gang i 2013. Dengang brugte han Facebook mere end i dag.

Interview af Emilie Foxil, foto af Rasmus Rask, skrevet og redigeret af Mie Flyttov.

Tonen på de sociale medier er ofte så hård, at minister Dan Jørgensen (S) helt afholder sig fra at deltage.
Fotograf: Fotograf: Rasmus Rask