To topnavne melder afbud til speedway-DM

Nicki Pedersen og Kenneth Bjerre er ikke med i torsdagens første DM-afdeling i speedway.

To af de største favoritter er ikke med, når der torsdag aften i Holstebro køres første afdeling af DM i speedway.

To af Danmarks tre grandprixkørere i denne sæson har nemlig meldt afbud af forskellige årsager.

Nicki Pedersen døjer med en virus og en halsinfektion, som gør ham ude af stand til at køre, og samtidig har han også et grandprixløb i Finland på lørdag at tænke på.

- Min læge siger, at der er for stor risiko forbundet med at stresse kroppen for meget, og jeg vil ikke risikere at løbe ind i noget, der kan give problemer på lang sigt.

Nogenlunde de samme overvejelser har Kenneth Bjerre gjort sig. Han brækkede for godt to uger siden kravebenet og har siden fået opereret en plade ind for at få knoglerne til at hele rigtigt.

- Kravebenet skal have al den ro, det kan få, siger lægen. Hvis jeg ikke havde haft et grandprix i weekenden, havde jeg nok kørt, men to løb med så kort afstand imellem bliver for meget, siger Bjerre.

Han har endnu ikke været oppe på en speedwaycykel siden styrtet, der skete 30. april i en ligamatch for hans engelske klub, King's Lynn.

- Jeg har heldigvis en træning fredag, hvor jeg lige kan få prøvet det hele af inden grandprixet. Så må vi se, hvad det bliver til. Alle point, jeg kan skrabe sammen, er en bonus i forhold til, hvis jeg ikke kørte grandprixet, siger Bjerre.

Niels-Kristian Iversen har i øvrigt vundet DM-titlen de seneste to år i træk.

De to afbud fra hans grandprix-kolleger betyder, at reserverne Hans Andersen og Nicolai Klindt deltager i stedet for Pedersen og Bjerre.

DM-finalens første afdeling fungerer samtidig som udtagelsesløb for de danske kørere til kvalifikationen til næste års grandprix-serie.

Oversigt

    Oversigt