Torsdag med tørvejr – våd weekend venter

Der venter en kølig, men tør og fin torsdag på Fyn. Weekenden ser til gengæld anderledes fugtig ud.

Det bliver ikke varmt, men til gengæld bliver det tørt.

Nogenlunde sådan lyder den helt korte version af vejrudsigten for torsdag, der er den sidste dag i oktober måned.

- Der venter jer fynboer endnu en rigtig pæn dag – og først og fremmest en tørvejrsdag. Det er lidt sjældent i den her meget våde periode, siger TV 2 Vejrets Sebastian Pelt.

Dagen starter med lidt vekslende skydække over det meste af Fyn. Temperaturen ligger fra morgenstunden omkring 5 grader, og selv om den kommer lidt højere op, så kommer den faktisk ikke til at stige synderligt i løbet af dagen.

- Når solen står op, varmer den jorden op, som varmer luften op. Og så kan temperaturen nå en 7-8 grader. Så det er lidt kølig luft, lidt koldere end normalt på den her årstid. Men først og fremmest er der lys på himlen i en mørk tid. Det er dejligt, og det fortsætter resten af eftermiddagen, siger Sebastian Pelt.

Der kommer perioder med både sol og skyer, men det ser ud til at holde tørt hele dagen. Sådan bliver det ikke i de næste dage, advarer meteorologen.

- Nyd dagen i dag. Frem mod weekenden venter der masser af regn, siger Sebastian Pelt.

Særligt søndag ser ud til at blive våd med mere end 10 millimeter regn i vente.

Oversigt

    Oversigt