Total forvirring blandt attraktioner: Her holder de åbent, og her er lukket

Fynske slotte, haver og parker, hvor man skal betale entré for at komme ind, er forvirrede over, hvordan de passer ind i forbuddet mod at åbne.

Opdatering
Clock11. maj 2020, kl. 15:59
I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at Danmarks Fugle Zoo stadig holdt åbent. Siden har Fyns Politi vurderet, at fuglezooen ligger under for lovgivningen om zoologiske haver, som netop er trådt i kraft, og derfor skal de lukke.

Som det ser ud, kan fynboerne mandag igen se frem til at vende tilbage til haven og Legeskoven ved Egeskov Slot.

Slottet har nemlig valgt at åbne for gæster igen. Udstillinger, slottets labyrint og slottet i sig selv vil dog fortsat være lukket.

Anderledes forholder Valdemars Slot sig. Her har man valgt at holde lukket frem til juni, da man føler sig omfattet af de samme regler, som gør sig gældende for museer og zoologiske haver.

- Udmeldingen fra regeringen i sidste uge var ret klar, synes jeg. Og vi har valgt at være forsigtige, så vi venter til juni, siger Nikolaj Albinus, der er bestyrelsesformand for Valdemars Slot.

Uenighed blandt de to slotte

Direktør på Egeskov Slot, Henrik Neelmeyer, mener imidlertid ikke, at slottet er underlagt samme regler som zoologiske haver. I stedet henviser han til, at private slotte og herregårde godt må holde åbent.

- Vi har valgt at rette os efter retningslinjer fra Erhvervsministeriet, hvor det fremgår at private slotte og herregårde gerne må holde åbent, siger Henrik Neelmeyer til TV 2/Fyn.

Og selvom Nikolaj Albinus fra Valdemars Slot mener, at regeringens udmelding er klar, åbner Egeskov Slot stadig.

- Vi har i sidste uge forberedt os til i dag og ser frem til at åbne, selvom vi ikke forventer, at der vil være meget forretning i det, siger Henrik Neelmeyer.

For gæsterne bringer genåbningen stor glæde.

- Det var dejligt at gå i parken igen. Vi holder nemlig meget af at følge med i blomsternes forskellige blomstringstider, siger Lene Bjelduaf, der sammen med sin mand har gået den første tur i lang tid i Egeskov Slots have.

Betragter sig selv som naturparker

Men det er ikke kun Egeskov Slot og Valdemars Slot, der er nødsaget til at tolke på regeringens udmelding.

For eksempel holder Den Romantiske Have ved Sanderumgaard stadig åbent, da de lige som Egeskov Slot heller ikke mener, at de falder ind under samme regler som zoologiske haver og museer.

- Vores have er et stort naturområde med haveelementer, hvor der er masser af plads til, at folk kan være her med god afstand til hinanden. Den store størrelse gør, at folk stadig er velkomne, siger Susanne Vind, der er godsejerfrue på Sanderumgaard.

Danmarks Fuglezoo i Tommerrup ser ikke sig selv som en zoologisk have, men derimod som en naturpark på samme måde som skov eller strand.
Danmarks Fuglezoo i Tommerrup ser ikke sig selv som en zoologisk have, men derimod som en naturpark på samme måde som skov eller strand.
Foto: Ole Holbech

Risiko for bøder

Justitsminsteren var i weekenden ellers ude for at advare zoologiske haver om, at hvis ikke de overholder reglerne, vil der blive givet bøder.

- De valg, der blev truffet ved aftalen i torsdags, blev ikke truffet for sjov, og det betyder også, at dem, der ikke følger reglerne, vil blive straffet for det - på samme måde som alle andre, der ikke efterlever landets love, skrev Nick Hækkerup til TV 2.

Af den årsag er det også vigtigt for både Egeskov Slot og Den Romantiske Have at få afklaret, hvor i ligningen de hører til.

Se listen over steder, der holder åbent og lukket

Oversigt

    Oversigt