Tøvende modtagelse af bredbåndsnet

Forskningsminister Birthe Weiss kommer mandag til Langeland for sammen med 100 indbudte gæster at indvie øens nye højhastighedsnet. Men indtil videre er interessen for bredbåndet begrænset på Langeland.

Langeland indvier bredbåndsnet på mandag

IT- og forskningsminister Birthe Weiss kommer mandag til Langeland for sammen med 100 indbudte gæster at indvie øens nye højhastighedsnet. Men indtil videre er interessen for bredbåndet begrænset på Langeland.

Som det andet store lokalsamfund i Danmark får Langeland mandag et helt nyt højhastighedsnet til transmission af data over internettet. Kommuner og erhvervsliv har arbejdet på projektet i et par år, og forventningerne til de nye forbindelser er store.

"Det vil forbedre Langelands muligheder for at fastholde og tiltrække virksomheder. Vi kan nu kommunikere via internettet med langt højere hastighed end andre steder i landet. Det er et stort plus for et udkantsområde som Langeland," siger Ole Kristensen, der er formand for Langelands Udviklingsfond og med i styregruppen Langeland Online.

Bedre end ADSL
Højhastighedsnettet bliver dobbelt så hurtigt som de ADSL forbindelser internetvirksomhederne markedsfører nu. Alle momsregistrerede virksomheder på øen kan i første omgang koble sig gratis til, og senere vil nettet også blive tilgængelig for private borgere på Langeland.

Fysisk består det nye net af en lang række "koblingspunkter", som gør de nuværende kobberkabler i stand til at øge transmissionshastigheden dramatisk. Langelands samarbejdspartner er World Online.

Få tilmeldte
Indtil videre er interessen blandt virksomhederne dog begrænset. Kun 150 virksomheder har taget mod tilbuddet om gratis opkobling til landets hurtigste internetforbindelse.

"Jeg havde da gerne set, at flere virksomheder havde meldt sig til. Men omvendt, så ved virksomhederne måske ikke, hvad det handler om endnu, så jeg forventer da langt flere tilmeldinger i løbet af året," siger Ole Kristensen.

Den officielle åbning af højhastighedsforbindelsen foregår på virksomheden Trio Sport. I dagens anledning skal Birthe Weiss sende levende billeder fra Ørstedparken i København til Langeland og videre ud til Ørsted-satelitten i rummet.

Oversigt

    Oversigt