Politiet bekymret for coronapas-finte i træningscentre

Efter et træningscenters opslag på Facebook frygter Fyns Politi, at nogle vil bruge genvej for at undgå coronatest.

Et fynsk træningscenter har gjort opmærksom på reglerne for coronapas. 

På Facebook har træningscentret mindet deres medlemmer om, at de stadig kan træne, hvis de er fritaget for coronatest og dermed ikke har et gyldigt coronapas. 

Men det lugter lidt mistænkeligt, mener Fyns Politi efter at have modtaget en anmeldelse om træningscentrets udmelding. 

- Vi har en bekymring om, at man kan bruge det som en genvej til at komme uden om test, siger Kenneth Taanquist, vagtchef ved Fyns Politi.

Derfor opfordrer Fyns Politi til, at man skal tænke sig om, så coronasmitten ikke breder sig. Politiet, der ikke ønsker at oplyse, hvilket træningscenter der er tale om, har indtil videre kun kendskab til det ene tilfælde.

Alligevel frygter man, at samme metode kan være i spil andre steder.

- Vi håber, at det kun er det ene sted, siger Kenneth Taanquist. 

Svært at tjekke 

Der gælder særlige undtagelser for coronapas, hvis man for eksempel er under 15 år, eller af medicinske eller psykiske årsager ikke skal testes. 

Men det er ikke et frikort, alle bare kan trække.

- Det er ærgerligt, hvis folk går i træningscenter med en forventning om, at alle er testet, og de så ikke er det. Det ville jeg da være ærgerlig over, siger vagtchefen.

Oversigt

    Oversigt