Trafikalt kaos truer Fyn: Cykelløb og festival giver 'ekstraordinær' trafik på broerne

Danmarks største motionscykelløb samt Rock under Broen bliver begge afholdt i weekenden. Vejdirektoratet forventer tæt trafik ved Store- og Lillebæltsbroen.

16.000 cyklister krydser lørdag Storebæltsbroen, som en del af Danmarks største motionscykelløb. 

Samtidige samler flere tusinde koncertgæster sig fredag og lørdag ved den Ny Lillebæltsbro, når festivalen Rock under Broen for første gang i to år afholdes.

Med andre ord bliver der meget tæt trafik ved og på de to broer til Fyn, og derfor advarer Vejdirektoratet nu om, at trafikanter skal forvente forlænget rejsetid. Især cykelløbet på Storebæltsbroen bliver en anderledes opgave at håndtere.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en dag med nogle ekstraordinære trafikale omstændigheder. Nogle steder bliver berørt af omkørselsruter og kødannelser, men det har vi håndteret mange gange før. Det er vigtigt at huske på, at vi skal hjælpe hinanden med at komme bedst muligt frem, siger Søren Carlsen Kjemtrup, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet. 

Hos Vejdirektoratet forventer man, at trafikken på broen vil være påvirket mellem klokken 13.00 og 21.00. Klokken 14.30 bliver Storebæltsbroen lukket helt i en halv time for at omlægge det østgående spor til dobbeltrettet trafik.

Tour de Storebælt er en officielt begivenhed, som finder sted i forbindelse med Tour de France-starten i Danmark, hvor feltet også skal krydse Storebæltsbroen.

Kør i god tid

Også ved Den Ny Lillebæltsbro forventer Søren Carlsen Kjemtrup, at trafiksituationen bliver ekstraordinær fra midt på eftermiddagen til efter midnat ved frakørslerne til Middelfart.

- Der bliver tale om en dag med ekstraordinære trafikale omstændigheder i Lillebælt området som følge af Rock under Broen, men det skal nok gå fint, hvis vi hjælper hinanden med at komme bedst muligt frem, siger afdelingslederen.

Derfor anbefaler han, at trafikanter, der skal over både Store- og Lillebæltsbroen kører i god tid, og er indstillet på ekstra rejsetid. 

Derudover opfordrer Søren Carlsen Kjemtrup trafikanter til at holde sig opdateret på Vejdirektoratets hjemmeside, ligesom DR P4 Trafik også løbende vil opdatere i løbet af dagen.

Når Tour de France kommer til Nyborg, så vil det ikke kun tiltrække verdens bedste cykelryttere. Op mod 70.000 tilskuere forventes at komme til den østfynske by, og det er en af de største trafikale planlægningsopgaver nogensinde

Oversigt

    Oversigt