Travsportsformand begræder lukning af travbaner

Væddeløbssporten har 30 dage til alternativ finansieringsplan, da to travbaner står til lukning.

Det er beklageligt, at to travbaner er nødt til at lukke med udgangen af 2014, lyder det onsdag fra travsportsformand.

Tirsdag kom det frem, at banerne i Billund og Nykøbing Falster er nødt til at lukke, fordi de mister deres driftstilskud. Fra 2015 skæres hestevæddeløbssportens del af Danske Spils overskud med 15 millioner kroner stigende til 30 millioner kroner over fire år.

- Det er en af de mest tunge og hårde beslutninger, jeg nogensinde har været med til at træffe som travsportsformand, siger Knud Erik Ravn, formand for Dansk Travsports Centralforbund, til Travservice.dk, der er en nyhedsportal.

Den 1. januar 2015 lukker de to baner endeligt, da det i kulturminister Marianne Jelveds (R) forlig om fordeling af tipsmidlerne blev besluttet, at overskuddet skal beskæres med henholdsvis 15, 20, 25 og 30 millioner kroner årligt over de næste fire år.

Fra 2015 vil der heller ikke længere blive afholdt galopløb på banerne i Aalborg og Odense, men udelukkende travløb.

Dermed skal hestevæddeløb koncentreres primært på de to hovedbaner i københavnsområdet, nemlig travbanen i Charlottenlund og galopbanen i Klampenborg, samt på regionalbanerne i Aarhus, Aalborg og Odense.

- Jeg er utrolig overrasket og ked af det. Jeg havde hørt, at midlerne til hestesporten blev skåret, men jeg havde ikke forestillet mig noget så alvorligt, siger Billund-borgmester Ib Kristensen (V) til eb.dk.

Til samme medie siger formanden for Nykøbing Falster Travbane, Erling Clausen, at han ikke er enig i den beslutning, som Hestevæddeløbssportens Finansierings Fond har taget.

- Vi prøver nu i 11. time at se, om vi kan finde en løsning, siger han uden at lyde særlig optimistisk.

Hestesporten har fået fire uger til selv at komme med forslag til alternative finansieringsmodeller.

- Besparelserne får beklageligvis store konsekvenser for de berørte lokalområder.

- Nu kan vi blot håbe, at den politiske beslutning om etablering af et fælles, nordisk spilleselskab på sigt reelt giver hestevæddeløbssporten i Danmark mulighed for at klare sig uden penge fra lottomidlerne, siger Bent Knie-Andersen, formand for Hestevæddeløbssportens Finansierings Fond (HFF).

Oversigt

    Oversigt