Tre dages ventetid på første ledige tid til PCR-test

Der er op til tre dages ventetid på at få en tid til PCR-test i Odense. Nu vil Region Syddanmark åbne for flere hurtigtest og få flere gennem PCT-teststederne.

Peter Milling fra Odense kørte fredag morgen til Egeparken i Vollsmose for at stille sig i kø til PCR-test uden tidsbestilling. Tidligere på morgenen opdagede han nemlig, at der var tre dage til den første ledige tid på kommunens teststed for PCR-test med tidsbestilling. 

Klokken 11 stillede han sig i køen foran teststedet. En smule frustreret over den lange kø og den umulige situation med tidsbestillingen.

- Jeg vil PCR-testes, fordi jeg arbejder som handicaphjælper, og jeg vil være sikker på, jeg ikke smitter. Jeg er både vaccineret og revaccineret, men vi kan stadig ikke vide, om vi smitter, forklarer Peter Milling.

I Region Syddanmark erkender Gitte Jørgensen, præhospitalchef i Region Syddanmark, at det ikke er godt nok.

- Jeg forstår godt frustrationerne derude. Vi gør alt, hvad vi kan for at skalere op. Og vi gør alt, hvad vi kan, for at teste flere end de 33.200, vi kan teste nu, siger Gitte Jørgensen.

Regionen kan heller ikke bare skrue hurtigt op for antallet af test. Den slags foregår efter en national fordeling, fordi Statens Serum Institut skal kunne følge med i analyserne. Region Syddanmark har en kvote på 33.200 PCR-test.

- Der blev både skruet op den 8. og den 15. november. Og lige nu gør vi alt for at få ansat flere podere, så det også går hurtigere derude, og vi kan få presset lidt flere ind, forklarer Gitte Jørgensen.

Derudover er regionen også i gang med at skrue op for antallet af hurtigtest.

Antallet af test i Region Syddanmark

Brug hurtigtest

Gitte Jørgensen opfordrer også alle andre end de nære kontakter til smittede og dem med symptomer på corona til at tage en hurtigtest.

- Hvis det kun var dem, der bookede tider, ville vi ikke have de samme problemer med at få booket en tid. Det er bare ikke formidlet godt nok fra de centrale myndigheder, derfor er vi på vej med vores eget kommunikationsmateriale på det område, fortæller Gitte Jørgensen.

Peter Milling har ikke lyst til at bruge hurtigtesten, fordi han ikke stoler på resultatet.

- Den er ikke den pind værd, der testes med, siger han.

Klokken lidt i et fik han sin PCR-test i Egeparken. Da han forlod stedet, var køen ifølge ham endnu længere, end da han kom.

Peter Milling har stod i kø til PCR-test uden tidsbestilling fra klokken 11 fredag formiddag og tog billedet her lidt i tolv.
Peter Milling har stod i kø til PCR-test uden tidsbestilling fra klokken 11 fredag formiddag og tog billedet her lidt i tolv.
Foto: Privat

Oversigt

    Oversigt