Tre fynske kommuner risikerer store sparerunder

I Faaborg-Midtfyn, Svendborg og Assens står kommunerne til at miste et særligt tilskud, og dermed kan de tre fynske kommuner risikere at ryge ud i store sparerunder.

Tre fynske kommuner risikerer at ryge ud i store sparerunder, fordi de i 2019 vil miste i alt 150 millioner kroner i tilskud fra den kommunale udligning, skriver NB-Økonomi, der er et nichemedie for offentlig økonomi.

De tre kommuner har hidtil fået et særligt tilskud for faldende folketal, men en omstridt regel i den kommunale udligning betyder, at kommunerne mister hele tilskuddet på én gang, fordi et lille fald i folketallet de seneste fem år er vendt til et lille plus. De tre kommuner er Faaborg-Midtfyn, Svendborg og Assens.

Det viser en opgørelse, som analysefirmaet Dataproces har lavet baseret på detaljerede udtræk fra Danmarks Statistik af de seneste folketal, som afgør tildelingen af tilskud, skriver NB-Økonomi.

Assens: En træls situation

I Assens Kommune er det blot otte nye indbyggere, som betyder, at kommunen taber cirka 40 millioner kroner.

- Det er en træls situation, siger økonomichef Jens-Henrik Ebbesen fra Assens Kommune, der bekræfter tallene fra analysen. 

Ifølge økonomichefen håber kommunen at, at Folketingets partier vil ændre reglerne, når de om kort tid indleder drøftelser om en ændring af den kommunale udligning.

I modsat fald risikerer Assens Kommune at blive presset ud i en større sparerunde.

Faaborg-Midtfyn: Absurd

13 primært lidt bedre stillede udkantskommuner taber i alt cirka en kvart milliard kroner, mens tretten endnu dårligere stillede udkantskommuner får en tilsvarende gevinst.

Embedsmændene har i flere omgange advaret politikerne om, at det særlige tilskudssystem kunne blive meget ustabilt og tilfældigt.

Systemet er indrettet således, at kommuner med faldende folketal over fem år deler en samlet pulje på cirka to milliarder kroner efter en relativ kompliceret formel. Konkret betyder det, at enkelte kommuner i 2019 får næsten 700.000 kroner i tilskud for hver borger, som deres folketal er gået tilbage siden 2013.

- Det er nogle absurd store udsving, der kommer på grund af nogle få borgere, og derfor er tiden løbet fra det her kriterie, siger borgmester Hans Stavnsager (S) fra Faaborg-Midtfyn Kommune til NB-Økonomi.

Borgmesteren forsøger sammen med en række andre fynske kommuner at få Folketinget til at ændre reglerne allerede fra 2019.

Oversigt

    Oversigt