Tre kørt på OUH efter færdselsuheld

To personbiler stødte onsdag aften sammen i Håre. Tre personer blev kørt på Odense Universitetshospital. De er alle sluppet med knubs.

Uheldet skete lidt før klokken 21.15 i krydset mellem Assensvej og Hårevej, hvor en 59-årig mand i en personbil med trailer bagved kører ud i en anden bil, der kommer kørende på Assensvej.

- Den 59-årige, der er fra Assens, overser sin vigepligt og kører ud i krydset, siger vagtchef Thomas Bentsen.

I den anden bil sad en 22-årig mand fra Nørre Aaby.

- Begge personer plus en tredje involveret bliver kørt på hospitalet, men det ser ud til, at de er sluppet med knubs, siger vagtchefen.

Vejene var spærret i kort tid efter ulykken.

Oversigt

    Oversigt