Tre personer trængte ind i sommerhus

Naboer til et sommerhus på Rathvej i Bagenkop undrede sig onsdag over, at mindst to ukendte personer befandt sig inde i et sommerhus, der ikke er lejet ud.

Naboerne varskoede politiet med deres mistanke om noget ulovligt.

Det viste sig, at der var tre personer i huset. En 22-årig kvinde fra Gislev og to mænd på 36 og 35 år fra Ringe.

Politiet er i tvivl om, hvad de anholdte skal sigtes for, da der både kan være tale om indbrud og om krænkelse af husfreden, hvis de ikke havde til hensigt at stjæle men blot at opholde sig i huset.

- Men det virker noget mistænkeligt, at de havde parkeret en bil nede på stranden i stedet for i indkørslen, siger vagtchef Thomas Bentsen, Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt