Tre røverier på en time

Røverne har haft travlt på Fyn tirsdag aften. Tre gange på lidt over en time blev der begået knivrøverier forskellige steder på Fyn.

Klokken 18.15 blev en kvinde truet foran ansigtet med en lang kniv og væltet omkuld på stisystemet bagved Birkeparken i Vollsmose i Odense.

Gerningsmanden, der beskrives som afrikansk stak af med kvindens taske.

Han var iført en sortgrå hættetrøje og ellers er der ikke yderligere signalement.

Pengeløs butik

Klokken 18.55 kom en midaldrende dansk mand ind i Fakta på Skibhusvej 53 og truede personalet med en kniv.

Han havde dog overset, at butikken er pengeløs, så han forsvinder gennem en bagudgang uden bytte.

Manden beskrives som alkoholikertype med lange lyse skægstubbe.

Han var iført sandfarvet hættetrøje med lys skrift på brystet, grå træningsbukser med sorte striber i siderne, hvide arbejdshandsker og lyse kondisko.

Røveri i Asperup

Tredje røveri blev begået mod Daglig Brugsen i Asperup ved Middelfart. Her kom to unge mænd maskeret med elefanthuer ind og truede personalet til at udleverer kontanter og cigaretter.

De forsvandt formentlig i en bil, som ingen har set.

Den ene beskrives som cirka 185 centimeter høj, iført sort jakke med hætte og sorte bukser.

Den anden var cirka 175 centimeter høj, iført sort jakke og grå joggingbukser.

Begge bar grålige handsker.

Fyns Politi vil gerne tale med vidner til alle tre røverier på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt