Tricktyv tilbyder massage

Fyns Politi advarer mod tricktyve, der tilbyder gratis massage. En 73-årig kvinde tog imod tilbuddet og blev rippet for kontanter.

Fredag eftermiddag ringede en kvinde på døren hos en 73-årig kvinde på Lotusvej i Sanderum i Odense.

Hun tilbød den ældre kvinde massage, og kvinden tog imod.

- Kvinden får massage i køkkenet i 20 minutter, men så får massøren pludselig travlt og forsvinder, fortæller vagtchef Steen Nyland.

Den 73-årige opdagede, at soveværelset var blevet gennemrodet i mellemtiden og hendes kontanter var forsvundet.

- Hvis man bliver tilbudt noget, der er for godt til at være sandt, så skal man ikke tage imod det, for så er det nok ikke rigtigt, lyder advarslen fra politiet.

Den 73-årige så kun den kvindelige massør og ikke personen, der gennemrodede soveværelset.

Signalement: Kvinde på ca. 30-40 år. Hun er ca. 160 cm høj med mørkeblondt langt hår, der var sat op. Hun talte dansk med kraftig accent.

Fyns Politi vil gerne høre fra folk, der har set noget - eller som evt selv er blevet opsøgt. Fyns Politi kan kontaktes på 114.

Oversigt

    Oversigt