Trine Bramsen minister for første gang: - Det handler om, at danskerne skal føle sig trygge

Fynske Trine Bramsen er torsdag blevet udnævnt til forsvarsminister i den nye socialdemokratiske regering.

Efter 20 dages forhandlinger med SF, Radikale og Enhedslisten kunne Danmarks nye statsminister, socialdemokraten Mette Frederiksen, tirsdag aften melde ud, at der var enighed om en aftale, der gav hende mulighed for at danne en socialdemokratisk regering.

Torsdag er der blevet sat navn på de nye ministre, og to af de i alt 20 nye ministre er valgt på Fyn.

Dan Jørgensen er ny klima-, energi- og forsyningsminister, og svendborgenseren Trine Bramsen er Danmarks nye forsvarsminister.

Trine Bramsen har været mest profileret som Socialdemokratiets retsordfører, men posten som justitsminister gik til Nick Hækkerup. Men Bramsen mener alligevel, at hun er fint kvalificeret til stillingen som forsvarsminister.

- Jeg har siddet på forsvarsområdet i al den tid, jeg har været i Folketinget – og faktisk længere tid end jeg har været i Retsudvalget. Så det skulle jeg mene, siger Danmarks nye forsvarsminister til TV 2 News.

Handler om tryghed

Hun fortæller, at hun også tidligere har arbejdet i Forsvarsministeriet, og samtidig understreger hun, at det at være minister for et bestemt område ikke udelukkende handler om på forhånd at være alvidende inden for netop det område.

Her er alle de nye ministre

- Det handler om politik først og fremmest. Det handler ikke om, at man er ekspert på alt detail. Det er der nogle rigtig dygtige embedsfolk til. Det handler om, at man kan udstikke en politisk kurs og være politisk leder og sørge for, at danskerne føler, at der er tryghed. Det er i bund og grund det, det handler om, siger Trine Bramsen.

Som forsvarsminister bliver den 38-årige svendborgenser også medlem af regerings sikkerhedsudvalg. De øvrige medlemmer er statsminister Mette Frederiksen, finansminister Nicolai Wammen, udenrigsminister Jeppe Kofod og justitsminister Nick Hækkerup.

- En superfin minister

Hvor Dan Jørgensen tidligere har været minister for fødevarer, landbrug og fiskeri i Helle Thorning-Schmidts regeringer fra 2013-15, er det første gang, Trine Bramsen får jobbet som minister.

- Det er ret sejt. Hun er en ung og aktiv kvinde, der dyrker rafting og bjergbestigning. Jeg kan sagtens se hende sidde i toppen af en kampvogn og skyde. Hun bliver en superfin forsvarsminister, siger politisk kommentator Hans Engell til TV 2 News.

Statsminister Mette Frederiksen præsenterer sit ministerhold for dronningen klokken 11 på Amalienborg, meddeler Statsministeriet.

 

Oversigt

    Oversigt