Trods kritik: Bliver hos Fyns Politi

Den tidligere politiker Asmaa Abdol-Hamid er ansat i et integrationsprojekt, der handler om at skabe dialog med indvandrere.

Fyns politidirektør, Poul Løhde, er så tilfreds med debattøren Asmaa Abdol-Hamids indsats i et integrationsprojekt, at hun forsætter, så længe projektet kører.

Den skarpe kritik fra politikere, bloggere og læserbrevsskribenter, da Asmaa Abdol-Hamid blev ansat hos Fyns Politi ved årsskiftet, er dermed ikke bidt på politidirektøren, skriver Fyens Stiftstidende.

Den kontroversielle samfundsdebattør og tidligere politiker i Enhedslisten blev i første omgang ansat for en periode på to måneder i et projekt, der skal skabe dialog mellem Fyns Politi og borgere med anden etnisk herkomst end dansk.

Arbejdsgruppen har blandt andet taget kontakt til grupper af palæstinensiske, tyrkiske og irakiske borgere. For at fortsætte dialogen er Asmaa Abdol-Hamid nu ansat, så længe projektet kører.

- For os handler det ikke om integration, men om inklusion. Vi vil gerne tale med dem, som de er, og uden at vi skal sige til dem, at nu skal de gøre sådan og sådan. Vi skal fjerne myter og misforståelse mellem parterne, siger politidirektør Poul Løhde.

Asmaa Abdol-Hamid siger til avisen, at kritikken har været hård, men at hun har valgt at hellige sig opgaven.

I jobbet er hun blevet mødt med respekt, ærlighed og tillid på trods af, at nogle af borgerne af fremmed herkomst i første omgang var skeptiske, fortæller hun.

- Nogle var i begyndelsen mistroiske, fordi indsatsen er søsat af Fyns Politi. Og de forbinder ikke altid politiet med det bedste, siger Asmaa Abdol-Hamid til Fyens Stiftstidende.

- Men når visionerne bliver fremlagt, og de mærker oprigtigheden i indsatsen, ender de med at bakke op og stille sig selv til rådighed, tilføjer hun.

En af de skarpe kritikere af ansættelsen var DF's folketingsmedlem og byrådspolitiker i Odense, Alex Ahrendtsen. Han ønsker ikke at kommentere forlængelsen af hendes kontrakt, men siger dog til Fyens Stiftstidende:

- Hun har da sikkert også været kvalificeret til jobbet. Det, jeg sagde noget om, var det signal, hun sender, lyder det fra Alex Ahrendtsen.

Oversigt

    Oversigt